Hen over den seneste tid er der kommet en del romaner frem om det at befinde sig i naturen. Et genkommende tema, der drejer sig om det at være menneske i naturen. Et forsøg på at forstå den position, at vi har beboet denne planet i så få år sammenlignet med mange af de naturlige miljøer, vi synes, at vi kan kontrollere.

Mosser er et eksempel.

Det er en støbning, det er værd at bemærke, med lup, vel at mærke. For i denne roman, som består af sammenvævede essays, serveres en ramme for os som læsere, således at det kan blive muligt at begribe, hvordan mosser lever, og hvorledes deres liv er flettet sammen med utallige andre væseners verdensbillede.

Det er som svampe, der har et netværk, der rækker langt ned under træer og bort fra den menneskelige bevidsthed.

Det er forførende at læse om, sådan at gå i jorden, i detaljen, for det skaber en langsommelighed, som en praksis, jeg vældig godt kan lide, og jeg mærker, at jeg trækkes tilbage til en tid, hvor jeg lå på alle fire og undersøgte diverse skovområder for kantareller sidste sommer. Det er en tid, jeg tænker tilbage på med stor glæde, for det var en stund, eller mange timer, som gav mig lykke i lommen. Det at være i et med naturen, i niveau.

Det kan virkelig noget.

Det er vel det, man med et meget direkte og rammende udtryk kan kalde for at blive jordbunden, og det er velsagtens noget af det, som virkelig batter i denne verden, hvor teknologien virkelig vinder frem, dag for dag.

Så trækker jeg mig meget gerne i retning af det taktile og det, der ligger i det skjulte.

Noget, jeg kan sanse og forsøge at forstå, og jeg står nu med en helt anden forståelse for mossernes oprindelse og betydning i det store kredsløb. Et kredsløb, hvor jeg blot er ubetydelig, sådan set.

Robin Wall Kimmerer formår at skrive meget formfuldendt og med swung om mosser, og det er en bedrift at være i stand til at hæve noget, der kunne gå for at være lettere kedeligt, til faktisk at være ganske vedkommende.

Det har jeg stor respekt for.