Eufori - en roman om Sylvia Plath / Elin Cullhed / 320 sider
C & K. ISBN 788740075120
Anmeldt 8/4 2025, 08:42 af Martin R. H.
Et liv i det indre rige
Et liv i det indre rige
« Tilbage





Hvordan er det at være inde i hovedet på Sylvia Plath?
Forfatteren til Glasklokken.
Det giver den svenske forfatter Elin Culhed et bud på med Eufori, som netop er en roman om Sylvia Plath.
Forsøget på at forstå hende som forfatter.
En roman der er en bestræbelse på begribe hende som menneske, og det lykkes meget godt. Her omsat til en fortælling med en skarp vinkling og i et levende sprog, som sender mig fra side til side.
Vi møder i Eufori Sylvia Plath sidst i tyverne. Det er her, hun lever. Den sidste tid, for hun har ikke mange år i sig, idet et selvmord lurer.
Hun bor med sin mand Ted Hughes, og de lever som hund og kat. Det kan der vist ikke være nogen tvivl om, men det er ikke det, denne roman arbejder med.
Nej, det er snarere en portrættering af et liv, hvor det viser sig vanskeligt at komme overens med sig selv som kvinde, for moderskab, kvindeliv og kunstnerisk kald er ikke størrelser, der går op i en højere enhed.
Hun ville så meget, havde så meget på hjerte, men det er tydeligt, at der ikke er plads til hende. Det gør konventionerne ikke meget for, for det er manden, som får lov at træde frem, kvinden, som stepper tilbage.
Hvor må det være svært at skabe kunstværker, når man samtidig skal varetage en hel husholdning, opfostre børn og være til for sin mand, når det er nødvendigt.
Jeg kan forstå, det er nedbrydende.
Det bliver med Elin Culheds portrættering meget tydeligt.
Det er meget autentisk berettet, og det er i en skrift, som til tider er balstyrisk, vild og voldsom, rasende, tindrende, stille og kærlig, indfølt hele tiden, og det er en vekslende oplevelse at være læser af, al den stund det sitrer, det vibrerer.
Der er med andre ord noget af en vildskab at finde i romanen, som jeg sjældent har mødt andre steder, og det er bestemt tydeligt for mig, at det er romanens helt store styrke.
Eufori har nogle år på bagen i denne danske kontekst, men jeg finder bestemt stadig, at den har en relevans for læsere.
Særligt i denne tid, hvor der er stort fokus på det at være kvinde i et samfund, hvor der kræves ganske meget af det at leve.