Vica er vor hovedperson her. Hun har noget for. Og det selvom det er nogle hårde dage, hun gennemlever, nogle hårde tider. I Bukarest. En by med mange skæbner i en fastlåst tid. En tid, hun søger at løsne en kende op, og derfor binder hun tørklædet om uldkasketten og begiver sig frem ad stræder og stier i et system, hun bedst kender.

Hun er på tur, tager sin taske med. En taske, hun fylder med det, hun har omkring sig, og således nærmer hun sig sin nevø for derpå at bevæge sig videre til familien Mironescus, en familie i et hjem, som nu har undergået forandringen fra respektabel til falleret. Hun har noget for, for hun skal afhente de penge, hun hver måned får af Ivona.

Bedst, som vi er på vej, springer romanen retur til en eftermiddag i 1916, hvor Rumænien står på tærsklen til at gå ind i krigen, Første Verdenskrig. Der er politisk uro, og en dagbog finder vej frem til læseren. Hvilken dagbog. Her bliver sat fokus på fordele og ulemper ved krigen, på tab og mulige gevinster, og der er tankegods at dykke ned i.

Derpå ender vi igen hos Vica og den tur, hun er ude på, dog med en afstikker til en samtale mellem hende og Ivona.

Dette er noget af en mundfuld. En roman, som har en dybde og en ramme, som sprænges så fint af en bærende struktur. En struktur, der gennembrydes af tidslige spring. Det er i virkeligheden jo nok det, litteraturen er noget så ferm til: at standse handling og tid på velvalgte tidspunkter, som så hæver læsningen til nye højder.

Jeg er stor fan, og jeg kan forstå, at denne roman står som den rumænske pendant til James Joyces’ Ulysses, al den stund den finder sted i løbet af en dag.

Noget af en bedrift.

Romanens tre spor forbindes så fint, og det er skriften, som så smukt binder dem sammen. Sætning efter sætning. Gennemarbejdet og fermt oversat.

Jeg var henført.

Bogen er oversat af Anne Marie Têtevide.