Song Yan har det ikke for godt.

Hun vågner en nat og finder sig omgivet af svampe. De snakker til hende. Særligt en stemme bryder igennem, og hun må sætte sig op, lægge øre til sætninger, som smyger sig ind mod hende, og hun har ikke meget at skyde med, for hun er ramt. En ramt kvinde i et Kina, hvor der er stort behov for, at man som føjer sin mand. Sådan forekommer det mig nu på den anden side af læsningen af denne roman.

Song Yan lever i et ganske lidenskabsløst ægteskab. Hendes mand arbejder solen sort, og hun huser sin svigermor, samtidig med at hun gør sig umage med at være noget. Hun vil så inderligt gerne have børn, men det er ligesom ikke tiden, synes hendes mand. En mand, som hun fjerner sig mere og mere fra, eller også er det ham. Han gemmer på noget i sin fortid, som hun langsomt får forbindelse til, og det vækker en afsky, sætter tanker i spil, samtidig med at svampe bliver ved med at hjemsøge hende, og hun må købe nogle ind for at nærme sig deres univers. Et forunderligt univers er det, og hun gør sit for at begribe det.

Svigermoren er stemmen, der stikker til hende. Stikker til hende, om det mon ikke snart er tid til at få børn, at bringe hende en familie.

Song Yan kan ikke finde meningen med tilværelsen, for hun bruger så mange timer på at finde noget et give sig til i en fuldstændig ensomhed. En ensomhed, der nu også runger i hendes indre. Så er det, at telefonopkald melder sig, og hendes mands fortid fortoner sig ikke. Snarere tværtimod.

Hun står ansigt til ansigt med den, og hun må agere.

An Yu har her skrevet en roman, som kan vække mindelser om Haruki Murakami og det surrealistiske univers, han tilvejebringer.

Den er letlæst, ligetil og fylder ikke meget i bevidstheden undervejs, for det er underholdning, som glider ind. Den sætter sig en stund og skaber et indtryk af et Kina, hvor kampen og et fyldestgørende arbejdsliv og familieliv er to størrelse, det kan være vanskeligt at få til at gå op i en højere enhed.

Det er tankevækkende.