Madame Nielsens helt store projekt synes at være at finde sted, at komme overens med sig selv, og det er nærværende udgivelse et produkt af, forekommer det mig.

Ganske vist bærer værket døden i titlen, og det er et perspektiv, som gengives i bogens tre dele, al den stund de mere eller mindre navnløse forgængere lægger skrift til. En skrift, som har fundet sted siden 2001. En dagbog, som jeg som læser var ganske opslugt af.

Dagbogsformen har en vis evne til at iscenesætte det væsentlige og skabe en autenticitet, som kan være vanskelig at oppebære andetsteds. Denne inciterende bevægelse fra bevidsthed til sprogliggørelse.

Madame Nielsen lader til at have fundet sig selv og sin skrift. Denne langsommelige vekslen mellem liv i byer og foran skriveborde i alverdens rum. Hun vil skrive. Sætte ord på det, hun oplever, det, hun tænker, og det bliver til en meditation, som indfanger mig.

Hun vil lykkes med skriften, og det synes at være et bærende element, om end det også er det, der er med til at skabe tvivl og uro hos hende, og hun må således ud, væk fra det rum, hun befinder sig i, og hun bevæger sig rundt i Rom, Paris og i Skotland, hvor hun er på farten. Altid i bevægelse.

Det kendetegner hende, og det aftegner sig vist også en smule i hendes udseende, al den stund der ikke er meget fedt at finde, og man forstår hvorfor, for det er ikke mad, hun indtager mest af, kan jeg forstå.

Madame Nielsen skriver om stort og småt, og særligt inciterende var det for mig at læse om det klosterbesøg, hun fik aftalt sig frem til i Rom. Det må have været som at træde ind i en anden verden. En verden med ro, kontemplation og langsommelig praksis med stille bøn og refleksionsrum. Det rum, Madame Nielsen søger i sit liv.

Dette er en bog, man gør klogest i at sætte sig med, når friskheden sidder i kroppen, for sætningerne er sine egne, vendinger ikke set før, og det er sprogfornyende på mange måder. Det fraser, som har sat sig i mig.

En stor læseoplevelse om et liv, der leves netop nu, venter her.