Jean-Luc Nancys Den ubudne er en gnomisk meditation over identitetens natur, kropslighed og begrebet om indtrængen, som udvides til at være en grundlæggende eksistensbetingelse. Oprindeligt skrevet som en refleksion over hans egen erfaring med en hjertetransplantation, udvider teksten sig til en bredere filosofisk udforskning af selvet, det fremmede og grænserne for kropslig og eksistentiel autonomi.

Nancys essay er i sagens natur personligt, men samtidig udpræget filosofisk. Det udspringer af hans egen oplevelse af at gennemgå en hjertetransplantation, en begivenhed der ganske bogstaveligt introducerer noget radikalt fremmed i den mest intime del af ens væsen. Det nye hjerte markerer en indtrængen—både medicinsk og eksistentielt—som forstyrrer enhver stabil selvforståelse. Men som Nancy påviser, er denne indtrængen ikke begrænset til det medicinske område; det er en grundlæggende karakter ved selve eksistensen som sådan.

Man kan notere blanding af personlig beretning og abstrakt refleksion som karakteristisk for Nancys stil og minder i øvrigt om hans tidligere værker om fællesskab (La Communauté désœuvrée) og kristendommens dekonstruktion (Déconstruction du christianisme). Her er indsatsen dog umiddelbar og kropslig, idet hans refleksioner er forankret i selve hans fysiske væsen. Hjertet, traditionelt et symbol på essens og individualitet, bliver et sted for forskydning og eksternalisering.

Et centralt tema i Den ubudne er identitetens ustabilitet. Det fremmede hjerte forstyrrer enhver forestilling om et iboende, selvtilstrækkeligt selv og erstatter det med en subjektivitetsmodel, der altid allerede er konstitueret af ydre faktorer. Nancy stiller spørgsmålstegn ved, om selvet nogensinde kan betragtes som virkelig ens eget, når det konstant er udsat for forandring, supplementering og invasion. Dette tankerække følger ganske naturligt hans bredere engagement i dekonstruktionen, særligt Derridas idéer om différance, altså betydningsforskydninger, og umuligheden af en “ren” tilstedeværen og “hvilen i selvet”.

I denne optik rækker begrebet om indtrængen ud over den medicinske hændelse og beskriver alle møder med det fremmede. Ethvert forhold, enhver kulturel og sproglig arv og selv de biologiske processer af aldring og forfald kan forstås som former for indtrængen, der destabiliserer og omdefinerer selvet. Dette har dybtgående implikationer for politisk og etisk tænkning, især i forhold til, hvordan samfund konstruerer grænser, gæstfrihed og forestillingen om den fremmede.

Nancys refleksioner åbner uundgåeligt op for den politiske sfære. Hvis indtrængen er en fundamental eksistensbetingelse, hvad betyder det så for vores forståelse af den fremmede, migranten eller flygtningen? Essayet rummer en implicit kritik af diskurser om renhed og suverænitet, der søger at etablere uigennemtrængelige skel mellem selvet og det andet. Den ubudne forskyder i stedet debatten fra det etiske til det ontologiske felt, at åbenhed overfor det fremmede ikke er et etisk valg, men en nødvendighed påtvunget af selve livets beskaffenhed.

Desuden kan Nancys meditation læses som en udfordring af biopolitiske diskurser. Selve transplantationsakten rejser spørgsmål om livets kommodificering og regulering. Hvem ejer kroppen? Hvordan ændrer medicinsk teknologi vores forståelse af selvet? Disse problemstillinger ligger i forlængelse af og er i samtale med Foucaults arbejde med biopolitik og Agambens homo sacer-projekt, samt selvfølgelig Nancys egen kritik af den moderne stats håndtering af liv og død.

Måske er en af de mest slående aspekter af Den ubudne dens udfordring af den vestlige filosofis traditionelle vægtlægning på autonomi. Det cartesianske selv—et rationelt, selvberoende cogito—opløses i mødet med indtrængen. Selvet er aldrig fuldt identisk med sig selv, men er altid underlagt eksterne kræfter, hvad enten de er biologiske, sociale eller filosofiske. Nancys beretning om at modtage et organ fra en anonym donor indkapsler denne paradoksale tilstand: man lever i kraft af noget fuldstændig fremmed, men dette fremmedelement bliver samtidig en konstitutiv del af ens væren.

Denne tanke rækker ud over individet og ind i det kollektive. Hvis intet samfund kan være fuldstændigt selvberoende—hvis indtrængen er selve forudsætningen for fællesskab—så er ethvert forsøg på at etablere strengt afgrænsede grænser (nationalt, kulturelt eller ideologisk) i sidste ende en illusion.

Nancys stil er typisk elliptisk og paradoksal, et træk han deler med Derrida. Omend jeg har forsøgt at antyde argumentet i essayet, er dette ingenlunde afspejlende selve det sprog, man som læser henføres af vejen igennem. På en måde understreger tekstens nærmest fragmentariske stil dens hovedtematik—ligesom selvet aldrig er helt, er den diskurs, der søger at artikulere det, heller ej dette. Selve sproget bliver et sted for indtrængen, i det mening aldrig er fuldt selvtilstrækkelig, men altid forskudt, forurenet af det ydre.