Døbt / Anne Katrine Bagai / 142 sider
Falco . ISBN 9788775960804
Anmeldt 16/12 2024, 18:08 af Rikke Kirchheiner
Ramt
Ramt
« TilbageBogen Døbt beskriver en ung kvindes - Miriams - liv. Hun har været penneven med en mand, der var ældre end hende. Hun forelskede sig i ham, selvom han havde en kæreste. I begyndelsen roste han hendes måde at skrive på og hendes digte. I løbet af forholdet viste det sig, at han havde en anden personlighed, han var sadistisk og slog og ydmygede hende.
Begrebet ´gaslighting´ bliver udfoldet for læseren, hvordan det fungerer, og hvordan det kan lade sig gøre at manipulere en meget ung kvinde og udsætte hende for en hård og nedgørende psykisk proces.
Rammen for historien er kvindens nutid som en mere moden kvinde, hvor sporerne bliver så tydelige, at hun selv er nødt til at gå i behandling for at overleve.
Bogen er skrevet i et klart og koncist sprog og har en opbygning, der holdes stramt til det sidste, drevet frem af afsløringer og nedslag i fortællingen, der med en dramatisk nøjagtighed beskriver, hvordan hændelser i fortiden påvirker nutiden for hovedpersonen og har konsekvenser for den måde, hun reagerer på.
I køkkenet, hvor hun arbejder, spørger de hende, om hun ofte har slået fra sig og slået mænd, fordi hun reagerer voldsomt, hvis hun føler sig generet eller krænket, og hun bekræfter det.
Så spørgsmålet bliver, om det vil lykkes hende at blive et mere helt menneske og få gjort op med sin fortid og med det, der har skadet hende.
En virkelig flot og poetisk skrevet bog, som alle burde læse.