En roman om kvantemekanik – om vores erkendelses grænser og virkelighedens kaotiske beskaffenhed, det er, hvad den schweiziske forfatter Christian Haller har skrevet. Ud af tågerne, som den korte og prisvindende roman hedder, krydsklipper mellem to handlingspor: en ung nervesvækket fysikers kamp for at begribe verden teoretisk og en pensioneret historikers forsøg på at forstå og formidle en række pludselige tilsyneladende uforklarlige sanseoplevelser, hvor virkeligheden opløser sig i dens mindste elementer.

Som han forsøger forklare det til sin ven: ”Men alt hvad jeg så, bordet, gulvet, væggene, men også grene og blade i altandøren ruder, var gennemsigtige og tomme. En klar, blå farve strålede med en form for gnister, som alting bestod af, og hvis bevægelser var kendetegnet ved forskellige grader af tæthed og fart. Gløderne var imidlertid ikke faste legemer eller små kugler, men – måske er dét den mest rammende betegnelse – bevægelige tilstande af energi og med en ubegribelig lysende skønhed.” (s. 29)

Den danske forbindelse
Romanen følger disse to menneskes vidt forskellige, men alligevel parallelle forsøg på at erkende verden. Et kuriosum ved bogen, og måske grunden til, at den nu foreligger i en fin dansk oversættelse, er, at den foregår i København, i kvarteret omkring Fælledparken og det, vi i dag kender som Niels Bohr Instituttet.

Den unge videnskabsmand er modelleret over den tyske fysiker Werner Heisenberg, og når hans tanker kredser om professoren, hans mentor, er det Niels Bohr, det handler om.

Spørgsmålet om virkelighedens egentlige beskaffenhed, som rumler og tumler gennem romanen, handler altså om at erfare virkeligheden, når den begribes med kvantemekanikken. Det vil sige en verden nedbrudt i dens mindste subatomare bestanddele. En verden, hvor kausalitet og logik er tilsidesat, men hvor tilfældighederne råder, og hvor skellet mellem det observerede og observatøren – subjekt og objekt – er forsvundet.

Kan man overhovedet gengive den erfaring litterært? Haller gør i hvert fald forsøget og hatten af for det. Men helt overbevist er jeg ikke.

En tåget skitse
Bogen er for så vidt plotløs. Ganske uspændende om man vil. ”Afdæmpet” beskriver i virkeligheden romanen ret præcist. Den er heller ikke synderligt følelsesmæssigt appellerende. Vi kommer aldrig ind under huden på de to karakterer. Ja vist, er Helstedt, den pensionerede historiker, ensom i sin enkemandstilværelse, og den unge videnskabsmand (dvs. Heisenberg, der i romanen noget umotiveret blot går under navnet ”Iagttageren”) er en lettere plaget ung mand. Men vi føler aldrig rigtigt med de to karakterer.

Det er nemt at kritisere romanen for at være fortænkt. Det er den også. Men den er også sært stemningsfuld. En melankolsk tankeeksperiment med en dosis teoretisk fysik og eksistentialisme. Legemliggjort i to karakterer, der aldrig forlader papiret og bliver vedkommende, men står tilbage som tågede skitser. Ud af tågen kommer romanen aldrig helt. Men det nu heller ikke helt dumt at tåge rundt et par timer i Christians Hallers kvantemekaniske univers.