Forfatteren M strander.

Går et skridt ud af sig selv. Et sted, hvor hun ikke uden videre kan finde tilbage til sig selv eller til en geografisk sikker platform, for hun befinder sig i en fremmed by, i en fremmed kultur med fremmedsprog, hun ikke umiddelbart kan dechifrere sig frem til, og hvad værre er: Hun har tilligemed mistet sin mobiltelefon, hvorved hun på alle måder føler sig afskåret fra den verden, hun før var en del af.

Ja, ja, da. Hun kan da bare finde tilbage til det sted, hun kom fra, med hjælp fra andre, og så har hun sig selv igen, en forbindelse til sit ophav.

Skulle man mene.

Sagen er den, at hun har vendt ryggen til sit hjemland. En afvisning, som skyldes en krig, og hun kastes dermed ud i et eksistentielt limbo, hvor mystik og sløring af syn og sind synes at være fremtrædende – også for læseren.

Romanen her lægger sig på sin vis i slipstrømmen af den forudgående, som også er blevet udgivet af Palomar med titlen Til minde om erindringen. En bog, hvor erindringens væsen undersøges af en skarpt registrerende og velreflekterende fortæller. Og spørgsmålet: Kan man stole på sin erindring, eller bades den i lyset af begivenheder, man først i retrospekt kan sætte sig ind i?

Det er på alle måder en smuk bog.

Noget lignende er på færde her, hvor M også søger at begribe, indsætte sig i en sammenhæng, som kan være den centrale for det liv, der er levet, og det liv, som skal leves fremadrettet nu og på ny.

Fortælleren her formår ligeledes at placere sig i en position, hvor det er muligt at se fremad og tilbage. En slags midterposition, en mægler mellem tidligere liv og fremtidigt liv.

Kan man genopfinde sig selv, når krisen kradser, og hvem er man egentlig, når alle åbne lag skrælles bort?

Spørgsmålene bygger sig op, og det samme gør sætningerne, så smukt formidlet på dansk, så man som læser kan mærke den rytme, de rummer.

Det fænger for mig at læse om den følelse af frihed, som M oplever, idet hun bevæger sig rundt. En følelse af, at man kan gøre, hvad man vil, når man har lyst, for man er vel fri til at styre sit eget liv. Eller er man? Er man underlagt visse forventninger og forståelser af et menneskeliv?

Omslaget på romanen her fortjener også opmærksomhed. Et kunstværk i sig selv: Mamma Andersson og svensk kunst, alt sammen med til at skabe fornemmelsen af noget urovækkende.