Den tyske maler Caspar David Friedrich var bestemt ikke portrætmaler. Selv det er muligt at finde figurer på hans malerier så er de - som på hans mest berømte billede Vandreren i tågehavet - ofte enten skildret med ryggen vendt mod tilskueren, eller så små i forhold til landskabet, at det kan være ganske vanskeligt at se hvem de er. Derfor skal overskriften på denne anmeldelse ikke opfattes som en henvisning til mandens værker, men i stedet pege på selve indholdet i Friedrichs farver, en meget flot og ikke mindst meget personlig bog, med fokus på denne tyskfødte maler.

Lilian Munk Rösing er mildest talt gået en smule utraditionelt til værkerne, for selv om man i denne bog får et ganske fint indblik i Friederichs liv, virke, kunst og samtid, så forsøger forfatteren at skabe et alternativ til de andre monografier om maleren. Hendes fokus er, som hun også skriver, ikke så meget de mange tolkninger af Friederichs værker som symbolske, kristent funderede, eller for den slags skyld som nationalromantiske skillerier, hvis udtryk nærmer sig det kitschede. Derimod har hun, som bogens titel også antyder, valgt at fokusere på Friedrichs farvevalg.

Når dette så er sagt, så kan Rössing alligevel ikke helt lade være med at kommentere på hverken billedernes komposition eller de symboler og historiske referencer der kan læses ind i værkerne (hvilket også vil være vanskeligt, hvis man skriver en bog om Friedrich – red.), men fokus holdes på henholdsvis den måde maleren har valgt at benytte sine farver på i kompositionerne og dels på forfatterens ganske personlige oplevelser af og forhold til værkerne.

Et gennemgående træk er at Rössing, ud over at beskrive hendes ture til bl.a. Hamborg Kunsthalle og andre museer også fortæller om sit eget liv, både som single og senere med ´arkitekten´, hun danner par med. Det vigtigste er dog stadig de mange malerier. Ofte indrages der referencer til litteraturens verden (primært Inger Christensens digte) og selvsagt en lang række kunsthistoriske værker, men Rössing er også meget opmærksom på hvordan sproget påvirker vores opfattelse af bestemte farvenuancer. Eksempelvis er det en meget interessant betragtning, at når man skal benytte betegnelser om farve, så bør man undgå ord som ”mælkehvid” eller ”græsgrønt” da det uvilkårligt bringer utilsigtede konnotationer ind. Hun foreslår i stedet at man forsøger at bruge mere neutrale og mere præcise betegnelser.

Du bør i denne bog ikke forvente en meget akademisk gennemgang af Friedrichs oeuvre, men derimod en langt mere personlig opfattelse og vurdering af malerierne. Det gør det ingenlunde uinteressant, for selv om det er en ret alternativ tilgang til kunsten, så er det bestemt ikke uinteressant, for det er tydeligt at Rössing på sin egen vis forsøger at viderebringe sin egen umiddelbare begejstring over at stå foran disse malerier og betragte dem live til sin læser.

I den forbindelse er hendes diskussion med sig selv om oplevelsen at se et bestemt maleri med flere års mellemrum fascinerende. Fra hun så det første gang til hendes seneste oplevelse af billedet har det gennemgået en gennemgribende restaurering. Kontrasten mellem farverne på det ”gamle” billede og den nye version var i al fald slående. Tæt på ikke at være det samme billede. Kunst forfalder naturligt nok i årenes løb, uanset hvor godt vi passer på den, men det som er interessant i denne sammenhæng, er diskussionen om hvorvidt man bør lade kunsten ældes eller om man konsekvent skal forsøge at få værkerne til at se helt dugfriske ud.

Langt de fleste af Rösings personlige betragtninger er virkelig interessante, især når de handler om hendes ture rundt i naturen til de steder hvor Friedrich malede og hendes besøg på de museer i Europa hvor hans malerier befinder sig. Indimellem - og måske især mod bogens sidste par kapitler - optræder der også flere passager, hvor fokus synes at skifte væk fra Friedrich til hvad forfatterens frokost i museets restaurant bestod af. Du får også serveret denne historie; ”jeg læste Elkins´ tekst om at opsluges af afgrunden i Friedrichs malerier og om at fare vild i barndommens skov lige før jeg gik i seng i går. Så for jeg også vild i min barndoms landskab, i drømme. Jeg var i min barndomsby med en veninde... ” (s.224) Herefter følger beskrivelsen af drømmen, der i anmelders optik ikke bidrager nævneværdigt til ret meget, som det sjældent gør når man hører eller læser om andre folks drømme.

Dette er vist også det eneste negative man kan udsætte på bogen, for dens tekster om de de mange malerier, de meget flotte gengivelser af dem og ikke mindst bogens virkelig lækre, gennemført indbydende layout gør at man som både kunstelsker og bibliofil bliver betaget med det samme. Samtidig er forfatterens reelle begejstring over kunsten og de følelser den frembringer hos hende meget smittende.

Sagt på en anden måde, missionen er lykkedes! Rössing har med Friedrichs farver skrevet en bog, der er en hyldest til maleren, samtidig med at man efter endt læsning reelt får lige så stor lyst som forfatteren har, til at smide alt hvad man har i hænderne og begive sig hen til det nærmeste Caspar David Friedrich-maleri for ved selvsyn at bjergtages over det. Især har undertegnede fået lyst til at se mandens meget mørke natbilleder i virkeligheden – uanset om de er blevet restaureret eller ej - for selvom reproduktionerne i bogen er rigtig gode, så er der virkelig mange detaljer i disse billeder især, der fortaber sig i mørkeblå og sort, men som med garanti byder på langt flere detaljer og overraskelser når man ser disse i virkeligheden.