En ung kvinde kastes ud i en kamp for overlevelse.

Alene. I vildmarken. Det begynder såmænd meget direkte med, at kvinden, læser vi, er ude i det fri efter lang tids ’indespærring’ i et miljø, hun egentlig ikke hører til, men hvor hun tjener et formål. Som tjenestepige.

Hun er mutters alene, og hun har en vis kraft i sig. Det bliver ganske tydeligt, idet hin arbejder benhårdt på at gøre sig fri af de bindinger, hun har været omsluttet af som tjenestepige.

Det er meget ligetil at betragte kvinden som den egentlige hovedperson i foretagendet og fortællingen her, men jeg vil nu alligevel også meget gerne fremhæve, at naturen, som den udfolder sig, side for side, skridt for skridt, tiltrækker sig en væsentlig betydning, og hun er klar over det, kvinden, for langsomt går det op for hende, at hun må spille med på de præmisser, naturen udstikker, for den er i visse luner, undertiden.

Hun sniger sig i begyndelsen frem, idet hun er noget så bange for at blive opdaget. Hun er klar over, at hun sætter sig spor. Spor, som kan følges, og derfor er hun himmelhenrykt, dog uden at udtrykke det, for lyde må hun holde indenbors, da det begynder at sne så ganske eftertrykkeligt, hvorved hendes fodspor dækkes.

Hun har således købt sig til, købt sig en smule ro.

Blot indtil sulten begynder at gnave, og hun må finde et og andet, hun kan overleve på. Det er ikke så ligetil.

Det er orme og fisk, der står for skud, og hun må lære at leve af lidt, nogle gange af ingenting. Og hun må sandelig huske på, at tændes et bål, vil røg stige, og hun vil kunne røbe mere, end hun har umiddelbart lyst til.

Kvinden er på alle måder overladt til sig selv, og tiden triller. Det er noget af det smukkeste. Som dagene umærkeligt vandrer, i midten af bogen faktisk meget upåfaldende og sløret frem, hvor selv læseren lulles i den dvale, der trækker ind over kvinden, som hun sætter sig i en træstamme, i ly.

Hun har sin forstand at ty til. Ikke meget andet, og cirka midtvejs indtræffer noget alvorligt. Et slag. For hende. Noget, der kommer og rammer hende uforvarende, og som skaber en kløft mellem hende og et eventuelt andet menneske. Kan hun stole på et sådant igen? Kvinden kommer på fode.

Det bliver så ganske tydeligt, at kvinden har mere end bare lidt vanskeligt ved at samle sig og tro på noget godt.

Hun vil i al fald helst ikke være en del af den såkaldte civilisation igen.

En civilisation, som henlægges til det 17. århundrede.

Hvor naturen er farligere, og livet ligeså.

I løbet af fortællingen er der i visse tilbageblik lussinger til læseren i form af konkrete scener, der bidrager til en forståelse af, hvorfor kvinden agerer, som hun gør, og hvorfor hun vender verden ryggen.

Slutningen er en sag for sig selv.

Jeg kan sige så meget, at den har sat sig hos mig, og jeg er en stor beundrer af denne roman, som er skrevet af en stor forfatter.

Sætningerne er krystalklare, så billedskabende besættende.