I november 2022 havde Weekendavisen et tillæg til avisen om afrikansk litteratur, hvor de kommer rundt i flere lande og skriver om både nye og gamle forfattere fra det store kontinent. Det er et sted at starte, hvis man er det mindste nysgerrig på afrikansk litteratur.

Jeg fik åbnet min nysgerrighed på et kursus på folkeuniversitetet om Afrika, hvor vi blandt andet blev introduceret for The African Trilogy: Things Fall Apart, Arrow of God, No Longer at Ease (1958, 1960, 1964), skrevet af den nigerianske forfatter Chinua Achebe. Disse bøger findes endnu ikke på dansk.

Man bør problematisere udtrykket ”Den afrikanske trilogi”, da Afrika er et meget stort kontinent. Det ville svare til at kalde Thomas Korsgaards Tue-trilogi for ”Den europæiske trilogi”. Det er åbenlyst at stramme den, og Afrika er mange gange større end Europa.

Det vil sikkert også være oplagt af læse den seneste nobelpristager fra Afrika, Abdulrazak Gurnah fra Tanzania, som skulle være den femte forfatter med afrikanske rødder til at modtage prisen. Hans bog Paradis (1994) sagde mig dog ikke så meget, selvom den bestemt er velskrevet.

Chimamanda Ngozi Adichie fra Nigeria, som muligvis er mest kendt for Vi burde alle være feminister (2014), en bog jeg dog ikke selv har læst, bør også nævnes, ikke mindst En halv gul sol (2006) er fantastisk, hvor den historiske ramme er Biafras uafhængighedskrig. Som kuriosum kan nævnes, at første gang, der blev vist billeder fra en hungersnød direkte på dansk tv, var i 1969, hvor Lasse Jensen netop rapporterede fra Biafra.

Personligt havde jeg en overgang kredset om Chigozie Obiomas Fuglenes gråd (eng.: An Orchestra of Minorites, 2019), da fortællegrebet er yderst interessant. Historien er nemlig ikke fortalt af hovedpersonen selv, men af hans chi, hans igbo-skytsånd. Det er en af de mest hjerteskærende romaner jeg har læst (er pt. på min private top ti over alle tiders bøger), og rummer også en Odysseus-fortælling, som der også henvises til direkte i bogen. Hans debut, Vi var fiskere (2015), er også grum læsning, og meget passende er der en kort henvisning til Things Fall Apart i bogen.

Mine forventninger til Obiomas nyeste roman, Vejen til landet, har derfor også været store. Man kan roligt sige, at hans to første romaner var en slags moderne tragedier, og det er sikkert ikke tilfældigt, at han har en henvisning til en græsk fortælling i en af dem. Meget synes nemlig uafvendeligt i handlingerne. Det kan næsten kun gå galt, og hovedpersonen kan åbenbart ikke gøre så meget ved det.

Det er ved første øjekast også tilfældet for hovedpersonen (Kunle hedder han) i Vejen til landet. Selve fortællingen er en stor vision fra en Seer, der iagttager fortællingen om det endnu ufødte barn (altså hovedpersonen), langt ude i fremtiden. Dette fortællegreb har dog mindre betydning for selve handlingen i romanen.

Tynget af dårlig samvittighed over en ulykke, han føler sig skyldig i, og som gjorde hans bror handicappet – og som nu opholder sig i Biafra (selvstændig republik, primært beboet af igboer, der lå i den østlige del af det nuværende Nigeria, 1967-1970), vil han redde sin bror. I forbindelse med uafhængighedskrigen – de føderale styrker vil have opløst republikken under parolen ”Ét Nigeria” – vil han søge at sone sin skyld ved at tage til Biafra og hente sin bror hjem i sikkerhed. Det går ikke så godt.

Han kommer ganske vist ind i landet, men bliver fanget af det lokale militær, og for at undgå at blive stillet for en krigsret og eventuel henrettet, vælger han at tilslutte sig hæren. Han taler ganske vist ikke igbo (han er yoruba), og er derfor bange for at afsløre sig selv – at han ikke er rigtigt biafraner – men det lykkes ham at skjule det indtil et vist punkt.

Vi følger med andre ord den biafranske uafhængigshedskrig mod de føderale nigerianske styrker indefra, og i den forstand er det er krigsroman. Alle krigens rædsler bliver penslet ud, men han udmærker sig med tiden som soldat og stiger faktisk i graderne.

Imidlertid tænker han også jævnligt – når krigen ikke bedøver hans tanker – på at flygte, så han endelig kan finde og opsøge sin broder og redde ham hjem igen. Men hver gang muligheden synes at opstå, sker der alligevel noget, der hindrer ham, og han er tilbage i hæren igen, og krigen fortsætter med ham. Det er som om, at hans skæbne er uafvendelig. Han er stuck.

Det bliver for så vidt ikke bedre, da han forelsker sig i en officer (Agnes hedder hun), og tilmed ender med at gøre hende gravid. Nu er det ikke kun broderen, der skal reddes, men også hende, som han med al sin magt vil redde ud af krigen. Hun er en standhaftig og loyal soldat, der insisterer på at kæmpe med en gravid mave – mens han vil have hende bort fra krigshandlingerne, som synes mere og mere meningsløse.

Men igen er det som om, at intet vil lykkes. Ganske vist får han hende bort fra krigshandlingerne, men da hun formentlig føler sig forrådt (han har gjort det bag ryggen på hende), hører han intet fra hende bagefter, og ved knapt nok, hvor hun er.

Uanset hvor meget han kæmper, så er der hele tiden hindringer, der gør, at han ikke kan finde hende.

Den første halvdel er som antydet en krigsroman, men der sker noget halvvejs, da hovedpersonen har en nærdødsoplevelse. Jeg synes herefter, der sker noget med handlingen, som gør den mindre forudsigelig, det skal dog ikke afsløres her.

Han kommer ganske vist tilbage i hæren igen, men efterhånden som krigen bliver mere og mere meningsløs, da de mister terræn til de føderale nigerianske styrker, og han bliver mere og mere opsat på at finde både sin bror og kæreste, forsøger han igen at stikke af. Men han er tilsyneladende stuck; hvordan og hvorfor skal ikke afsløres her.

Hvordan det kommer til at gå med hans forhold til hæren, kæresten og barnet, broderen og hans forældre skal heller ikke afsløres, men slutningen stiller i hvert fald også spørgsmålet, om en hård skæbne også kan være god?

Så er der det tvist med Seeren, som oprindeligt ville advare mod udbruddet af Biafrakrigen. Kender man lidt til en kommende tragisk fremtid, kan man måske afvende den. Det svarer bogen ikke helt entydigt på, hovedpersonens forældre er kristne mennesker, og vil ikke høre om nogen spådom fra en Seer.

Vejen til landet er altså delvis en krigsroman. Skildringen af krigens rædsler er intens, ja nærmest sanselig, det samme er naturbeskrivelserne, og det er helt klart hovedpersonen, vi følger. Bipersonernes psykologi interesserer ikke fortælleren så meget. Måske derfor får læseren et chok, da den sympatiske digter (Felix hedder han), som er blandt hovedpersonens venner og soldaterfæller, koldblodigt henretter en angivelig sabotør på åben gade. Handlingen ryster hovedpersonen, men officeren, han bliver forelsket i, er iskold – (og bemærk, at Obioma afslører sit navns betydning):

”Han fortæller hende, hvad der er sket. Hun ryster på hovedet, og uden at se på ham siger hun: ”Han gjorde det rigtige … Felix, ja”. (…) ”Det er krig”, siger hun. ”Tiden er ikke til … øhm … til Obioma – altså, til at være god af sig” (s. 190)

Man kan selvsagt ikke bebrejde Obioma, at han vælger at skrive om Biafras uafhængighedskrig. Den har selvsagt stor betydning for nigeriansk historie, ligesom Anden Verdenskrig har det for dansk og europæisk historie. Men man kan ikke rigtigt komme udenom, at det gør romanen mere forudsigelig end hans første to bøger. I Fuglenes gråd er der som sådan intet i handlingen eller omstændighederne i øvrigt, der varsler, at fortællingen ender som en moderne tragedie. På den måde er handlingen ganske uforudsigelig. Det gælder også delvis Vi var fiskere.

Men at fortællingen om en krig kan udfoldes som en moderne tragedie, kan næppe komme bag på særlig mange. Der er ikke nogen overraskelse i, at en krig kan blive mere og mere tragisk.

Det skal dog siges, at romanen alligevel er klassisk Obioma (hvis noget bliver klassisk efter tre udgivelser) i den forstand, at den handler om en hovedperson, som virkelig forsøger, men som ikke rigtigt kan handle sig ud af sin skæbne, selvom det ellers er blevet en meget moderne tankegang.

Obioma er også blevet kaldt for ´Afrikas Shakespeare´, og i denne roman er der da også et direkte citat fra Shakespeare (fra Som man behager har jeg googlet mig frem til), og ligesom Shakespeare i høj grad bruger arketyper i sine skuespil, og lader læseren spejle sig i dem, kan Obiomas personer også godt virke lidt flade/arketypiske i det.

Obiomas ærinde er ikke at skrive psykologisk tunge romaner, men – som jeg ser det – at skrive moderne tragedier med udgangspunkt i nigeriansk kultur, historie og spiritualitet, selvom det sidste ikke fylder så meget i selve handlingen, kun meget indirekte. Det skal dog nævnes, at en nigeriansk læser formentlig vil opfatte det anderledes, det kan jeg selvsagt ikke vide.

Hans første bog handler således blandt andet om en forbandelse, der rammer en familie. Anden bog ikke mindst om sammenstødet mellem nigeriansk tradition og modernitet, og den nye roman om en væsentlig del af Nigerias historie – iagttaget af en Seer, og stiller indirekte spørgsmålet, om man kan undgå sin egen skæbne, et lands skæbne, en nations skæbne.

Jeg indledte mig at nævne, at hvis man er bare det mindste nysgerrig på afrikansk litteratur, kan man begynde i føromtalte tillæg til Weekendavisen. Mindre kan dog også gøre det. Man kan begynde med Vejen til landet. Eller måske endnu bedre, Fuglenes gråd, som er Obioma, når han er bedst.

Chigozie Obioma er stadig under 40 år, og han bliver meget interessant at følge fremover, da han har potentialet til at blive en af verdens bedste forfattere, hvis han ikke allerede er det.