Der er så meget støj derude.

Der er så megen fart på, og her har vi et essay, som lever op til genrens betegnelse. Et forsøg. På at begribe. Og forsøget går i dybden. Går roligt og fyndigt til værks.

Eller snarere er det en aktiv handling foretaget af forfatteren, Niels Lyngsø, som her beretter om en tid i sit liv, som forandrede, noget, som han her prøvende sætter ord på.

Det er allerede således, at jeg i forordet sluses ind på en bølge, hvor jeg mærker fornuften i at søge den sindsligevægt, som en buddhistisk praksis synes at kunne forlene mig med.

Jeg er også aktiv læser af hans forudgående, lidt kortere essay med titlen Ti dages stilhed. Et værk, jeg besøger, ligesom jeg besøger Walden; livet i skovene.

Derved ved jeg besked om, at forfatteren for seks år siden tog på et retreat i stilhed i Sverige, og jeg er vidende om, hvor vanskeligt det viste sig at være, for sindet kan modarbejde.

Det kan vanskeliggøre processen at frisætte sig.

Ti dage uden at mæle et orde med andre end sig selv.

Her blev det tydeligt, at Niels Lyngsø endte med at møde sig selv og undervejs ændre opfattelsen af sig selv og den verden, han bevægede sig i.

Læsningen af En sti gennem indsigtens landskaber ændrer også mig, trækker mig i en retning af frigjort levevis, og det må lægges til, at forfatteren har gjort et stort arbejde for mig, idet han har tilbragt mere en 5000 timer på en meditationspude siden opholdet i Sverige. Og er det noget med, at man med 10000 timer brugt på koncentreret på en aktivitet, bør blive virkelig god?

Det er skelsættende – kan være det – at læse en bog, som man som læser ved har ændret forfatteren.

Dertil kommer, at forsiden er flot

. Disse birketræslignende aftryk. Og formatet. Den store bog. Et stort værk. Vægtigt på flere måder, må jeg sige.