Sven Nordqvist. En svensker med en kat i ærmet. Igennem mange fine fortællinger. Fortællinger, der alle rummer en rolig stil og et visuelt landskab, det er en lise at bevæge øjnene rundt i.

Sådan er det ikke just her i denne fortælling, al den stund at Findus og Peddersen ikke figurerer. Det gør i stedet en knøs, som kommer for skade at glippe den lige vej hjem, og han opsluges såvel af et landskab, der udvider sig, minimerer sig og slutteligt katapulterer ham ud af kurs.

Han er på sporet – det kommer han – af en sti, der kan sikre ham retningen i livet, som for ham fører tilbage til fodboldbanen, hvor en ven venter ham.

Udstyret er drengen her med en rygsæk, som gemmer på lige netop dét, han har brug for i sin tilværelse.

Således er det en yoyo, der dukker op, idet han har brug for en båd, skænket ham af en bådebygger, eller en juice til sin ven, når han arriverer på banen.

Et magisk forehavende, som det er en glæde at være med på.

Ja, for tænk at fare vild.

Et sted, hvor ingen ved besked om din gøren og laden. Sådan at opleve friheden, som den folder sig ud, og hvor der faktisk findes mennesker, der ønsker at hjælpe dig. Sådan uden mellemregninger. Nej, at møde mennesker, man kan regne med.

Dette er en opdagelsesrejse, som har skabt opmærksomhed hos familiens besætning, som tæller en på to år, en på fem år og en på syv år.

Jeg satte mig i sofaen og læste højt, og jeg oplevede, at den kunne trække i bevidstheden hos børnene, som egentlig havde travlt med dette og hint.

Det kan bogen.

Det kan denne: skabe et frirum i børnelivet. Så frø i fantasien.