Den store bog om Mor Muh og Krage / Jujja Wieslander / 152 sider
Gyldendal. ISBN 9788702412390
Anmeldt 21/5 2024, 09:06 af Martin R. H.
Mor Muh og hendes livsgnist
Mor Muh og hendes livsgnist
« TilbageMor Muh kendes som koen, der ikke lader sig nøjes med. Som koen, der vil leve livet. På lige klov med andre, med børn og i en umulighedens kunst. Hun vil rutsje ned ad den rutsjebane, som står lokkende frem i søen, og som får drenge og piger til at grine, og hun vil lære at læse, vil lære at cykle.
Hun vil lære at blive et individ med egne evner, ganske ud over det sædvanlige, og hun lykkes med det, bestemt, om end Krage gør sit til at stikke en kæp i hjulet med sine negativt ladede tanker, sine begrænsende udfoldelser.
Et solidt billede på det at være menneske, overført til dyreriget, og det fænger, kan jeg se.
Et billede af menneskesindet. Nogle angriber jo tilværelsen ud fra en idé om, at glasset er halvt fuldt, mens andre ser det som værende næsten tomt. Hvor er muligheden, hvor er begrænsningen?
Det er Mor Muh en veldrejet fortælling om.
Fint formidlet af Jujja Wieslander og illustreret af selveste manden bag Peddersen og Findus, Sven Nordqvist.
Noget af det fine ved denne samling er, at der er taget højde for målgruppen ved at inkludere fortællinger, der rummer mange illustrationer, samt fortællinger, der beror mestendels på det skrevne, og således er målgruppen bredspektret.
Vi har haft denne bog med os rundt i tasken, når vi har været på ture med madpakker og tæpper, altid beredte og klar til at finde den frem til et par minutters læsning.