Halldór Laxness har skrevet en stor islandsk roman. I 1935. Det er ganske mange år siden. Og nu er den blevet nyoversat af Nanna Kalkar.

Det er fabelagtigt. Ganske enkelt. Og på sin plads.

Den forrige oversættelse var lettere bedaget, så det er glædeligt at se, at Turbine Forlaget har taget denne opgave på sig og har løst den med akkuratesse.

Det er en roman, som står som den store islandske roman. Og med grund. Det er den roman, de fleste islandske forfattere holder frem foran sig som en stor inspirationskilde. De blinker ikke, når de siger, at dette er den store roman fra og om Island i en tid, hvor livet var en kende hårdt.

Med til historien her hører også, at den var et vægtigt argument for, at Halldór Laxness blev tildelt Nobelprisen i Litteratur.

Den handler om bonden Bjartur, som kæmper en brav kamp for at opnå frihed gennem sin virketrang. Han kommer fra fattige kår, og han har visse ofre, han må ud i, førend han kan skimte målet. Han har knoklet og knoklet for en anden bonde, i atten år, med målet om at frigøre sig, og han erhverver sig en gård, som de fleste ikke vil have fingre i, for det siges, at noget ondt har lagt sig hen over stedet.

Men det er her, muligheden byder sig. Muligheden for at undgå at stifte gæld.

Han gifter sig med Rosa. Alt synes at være godt.

Det er i al fald det billede, de forsøger at udstikke til omverdenen, men det viser sig hurtigt, for læseren især, at der er noget galt. Noget, der stikker under, og det er i relationen de to imellem, der virkelig er ild.

Det er en stort anlagt fortælling om et menneskes liv. Om en ukuelig tro på tilværelsen, også selvom det kommer til at gøre ondt på andre, og selvom målet om frihed koster relationer.

Det er skræmmende veludført, og selvom den har mange år på bagen, er den stadig meget aktuel, og det er vel ret beset dét, der karakteriserer en klassisk roman.