Der er her landet en ny udgave af en ældre roman.

En roman, som en dansker har skrevet. En ikke ukendt dansk forfatter. Sven Holm. Han har fået en slags genfødsel på skrift, idet denne roman ramte USA i januar 2024, derfor denne nyudgivelse med en skræmmende smuk forside.

En forside, jeg havde liggende i tasken, og som jeg således kunne tage frem, når der opstod seancer med minutter til læsning.

Sjældent har jeg været så optaget af en roman.

Vi lander på Hotel Termush. Det er et luksuriøst hotel, som ikke kan måle sig med andre i verden, og det er et hotel, der huser de gæster, som har nået at sikre sig en billet via vedvarende betaling.

De flytter ind og væk fra en verden, som er i opbrud, idet en sælsom og meget dræbende stråling skyder af sted og rammer i hele verden. Død følger. Der er radioaktivt materiale, som hvirvler rundt; fugle falder døde ned fra himlen, og vanddyrene entrerer land. Alt er vendt på hovedet.

Blot ikke på hotellet, som skaber sikkerhed for en lille skare af mennesker, som egentlig ikke har helt let ved at være til, ikke kan finde ud af at være der for hinanden, når alt er sådan i røre.

Hotellet bliver bevogtet af sikkerhedsvagter, og bevægelsen fra de indkvarterede søges holdt til et minimum.

Hvorfor?

Fordi ledelsen har erfaret, at et hold fremmede nærmer sig, og man er ganske bange for, at de vil trænge ind.

Man vil for alt i verden ikke have fremmede ind, for det er at gamble. Strålingen kan jo trækkes med ind.

Og her har vi miseren. For nu begynder det hele at slå sprækker. Der findes nemlig gæster, der gerne vil vise sig fra en altruistisk side, mens andre ikke vil vide besked om det derude. De har jo ligesom betalt sig ud af problemet.

Kan vi kende det?

Magtkampen er i gang.

Denne roman er lille i omfang, men præcis i sit sprog og i sin struktur. En sand fornøjelse at dykke ned i.

Den er fra 1967. Men det er, som om verden først for alvor nu har fået øje på den. Det kan skabe store læseoplevelser.