”Længere end en novelle, kortere end en roman” - sådan er den officielle definition på en kortroman. En tekstgenre, der kanske er en smule overset men ingenlunde uinteressant. Forlaget Jensen & Dalsgaard har her i foråret udsendt Den slags sker ikke af den finske forfatter Mika Watari. Selv om forfatterens navn muligvis ikke straks vinder genklang, så kender du måske Shinue – Egypteren, nok hans mest berømte værk.

Waltari kunne dog andet end at skrive historiske romaner baseret på grundig research, for som oversætter René Demberlund Jensen skriver i forordet til bogen, så var finnen en utrolig alsidig og produktiv forfatter, der kastede sig over et utal af forskellige genrer og teksttyper. Blandt disse finder man også 13 kortromaner og de anses for at være noget af bedste, som han har bedrevet. Fire af disse kan du nu selv få glæde af, takket være nærværende udgivelse.

Den første historie deler titel med bogen og er oprindeligt skrevet i 1939. Idet man læser den, er det ret tydeligt at Waltari er påvirket af sin samtid, for den handler om en unavngiven mand, der skal flyve forretningsrejse over et Europa på randen af krig. Der er en ulmende uro i de lande han flyver henover, for slet ikke at tale om et farligt uvejr, der er under opsejling. Hans rejse ender også brat da flyveren på dramatisk vis må nødlande. Han og en kvinde der også var ombord er de eneste overlevende i et land som ingen af dem kender og sammen forsøger de nu at finde hjælp.

Fortællingen virker indledningsvist meget realistisk, men idet den udvikler sig synes den at ændre form og bliver mere og mere mærkværdig. Ikke decideret urealistisk, men snarere præget af fantastiske og særprægede hændelser og figurer. I dette ukendte land synes manden pludselig at ændre sin opførsel, både i forhold til hans ledsagerske og de andre der støder til undervejs.

Menneskets frihed er anden fortælling som denne gang foregår i Paris. En jeg-fortæller og kvinden Yvonne møder tæt på en café først en forhutlet krigsveteran som de hjælper med nogle penge, lidt godt at drikke og noget mad. Lidt senere træffer de en ung amerikansk mand, der lige som fortælleren synes vældigt godt om den hest der står udenfor cafeen. Mændene beslutter sig derfor at trække den indenfor, for at forkæle den.

I En kvinde kom ud fra mørket er handlingen flyttet til mere landlige omgivelser. Her får en noget bister bonde en nat uventet besøg, da han opdager en mystisk kvinde som ville overnatte i mandens brændeskur. Hvor kommer hun fra og hvad vil hun mon?

Den sidste fortælling har fået titlen Slipset fra Paris en enkel, men effektiv fortælling om en midaldrende mand, der tydeligvis gennemgår en midtvejskrise. Efter en aften i fuldskab at have byttet sig til et spraglet slips, der står i skærende kontrast til hans ellers grå dagligdag i banken, begynder han at tænke tilbage til ungdommens vilde, passionerede tid i Paris med pigen Jeanne. Hans nuværende hustru virker kold og afvisende, så stik imod hans fornuft begynder han at flirte med sin sekretær, der både er ung, smuk og som ikke er synderligt afvisende overfor vores hovedperson. Denne flirt og mandens tanker om denne potentielle utroskab, er i anmelders optik vældig fint formidlet. Slipset fra Paris ender i al fald med at være redaktørens favoritfortælling.

Som det måske kan anes, handler alle fire kortromaner om mænd, kvinder og deres indbyrdes – og meget forskellige – forhold til hinanden. Selv om fortællingerne har valgt meget forskellige omgivelser, så er fokus hverken på dette eller på plottet i fortællingerne. Fokus er i stedet på de følelser som figurerne i dem gennemlever. Følelser som Waltari er ganske fremragendende til at formidle.

Selv om disse fortællinger er skrevet under eller lige efter Anden verdenskrig og til trods for man godt kan fornemme en form for gennemgående finsk melankolsk stemning i historierne, måske mest tydelig i den sidste, så er det stadig en samling fortællinger, der er værd at læse. Det er muligvis ikke nogle, der vil appellere til et bredt publikum, men alle vi der holder af lettere mærkværdige, skæve fortællinger, hvor stemninger vægtes højere end plot og hvor enkelte elementer i dem virker lettere surrealistiske er godt underholdt.

Der vil nok være læsere, som vil mene at der er flere af historierne i samlingen, der virker uforløste eller som slutter meget sært, men det finder anmelder netop er styrken ved dem. Åbne slutninger, eller uforløste forhold er langt mere spændende, end dem hvor forfatteren har dikteret i detaljer, hvordan læseren skal forstå det.

Den slags sker ikke er muligvis ikke en tekstmæssig revolution, men den byder på velskrevne og ganske interessante fortællinger, der måske især henvender sig til et maskulint læsepublikum - for lad os være ærlige, selv om Watari er god til at fortælle hvad der sker mentalt med sine mandlige hovedpersoner er hans skildringer af de fiktive kvinder i fortællingerne, er ret så gammeldags og uden megen psykologisk dybde. Det er lidt en skam, når nu omdrejningspunktet netop er forholdet mellem kønnene.