Den norske tegneserieskaber Frode Øverli er nok allerbedst kendt for sin serie om Pondus, der egentlig er en avisstribe, men som i mange år er blevet udgivet i albumform herhjemme. For de der ikke kender striben, er det en ofte grovkornet, grotesk og satrisk tegneserie, der ikke just er for børn. Hovedfiguren i Pondus familiefaderen Palle har dog sammen med sin kone Beate fået datteren Frida og hun er nu blevet hovedpersonen i en børnebog, som til forskel fra Pondus, er henvendt til familiens alleryngste læsere.

I starten af Frida og jagten på næsehårene er vores kommende heltinde på vej i seng. Ikke fordi hun har meget lyst til det, men modstræbende lægger hun sig alligevel til at sove med sin trofaste hund Bjarne ved sin side. Pludselig sker der dog noget uventet. Hun vækkes af et par mærkværdige, monstrøse skabninger, der dukker op fra en lem i gulvet med banjo- og blokfløjtespil.

De fortæller Frida, at der virkelig er brug for hendes hjælp i Mellemlandet, som er det rige der tilsyneladende eksisterer et sted langt under Fridas værelse. Hun og Bjarne ankommer dertil og føres straks gennem hovedstadens iskolde gader til kongens slot. Her får hun at vide, at Mellemlandet har været plaget af en uendelig lang vinter. Dette skyldes at den særlige harpe, som væsenerne benytter til at spille den næste årstid ind med, mangle stort set alle strenge.

Strengene på harpen består nemlig af de særlige næsehår, som nævnes i bogens titel. Det er dog ikke hvilke som helst næsehår, for de stammer fra en kolossal enøjet trold, der bor på den anden side af bjergene. Det er nu op til Frida og Bjarne at forsøge at bringe disse hjem til kongen, uden at blive spist af trolden eller ramle ind i nogle af de mange andre farer på deres vej.

Kort sagt er her tale om et helt klassisk fantasy-eventyr, hvor vores heltinde på bedste Joseph Campbell-manér får en ´quest´, som hun skal løse og på sin vej må hun overkomme alskens farer og udfordringer, sammen med sin trofaste følgesvend, inden turen går hjemad. Her på Kapellet vil vi dog ingenlunde afsløre flere detaljer om Fridas tur ud i vildnisset, for den bør du jo selv tage med hende.

Frida og jagten på næsehårene er ikke en egentlig tegneserie, det er heller ikke en klassisk børnebog med tekst og tegninger – den er begge dele. Øverli skifter nemlig sømløst mellem tekststykker ledsaget af mandens finurlige og i denne sammenhæng meget fantasifulde tegninger for så på næste side at gå over til helt klassiske tegneseriesider, som fortsætter historien. Denne særegne blanding mellem mere traditionel børnebog og tegneserie er ikke noget undertegnede tidligere har oplevet.

Man kan måske godt spekulere på hvad årsagen til denne stilistiske genreblanding mon har været. Øverli er en meget produktiv tegner, men måske har det alligevel været for kedeligt for ham at lave hele historien som tegneserie. Det kan også være at han forsøger at lefle for de forældre, der måske stadig tænker at tegneseriemediet ikke er lødigt ved også at præsentere flere sider med mere tekst, for på den vis at gøre tegneseriedelene mere spiselige. Måske er der en helt tredje forklaring. Uanset baggrunden for dette valg end måtte være, så fungerer det altså virkeligt fint.

Tegningerne er meget morsomme og det er historien også. De monstrøse skabninger Frida møder er slet ikke så farlige, som de måske ser ud og selv om der da scener der virker farlige, så bliver det aldrig så skræmmende så de børn der får læst historien højt, eller som selv læser den på noget tidspunkt bliver virkelig skræmt.

Eventyret er et der både visuelt og verbalt leger med en masse velkendte eventyrelementer og vender dem på hovedet. En personlig favorit er (og her kommer måske en spoiler, der kan undgås ved at springe til sidste afsnit) trolden, der overfor Frida fortæller at han er blevet vegetar, da hun frygter at han vil æde hende. ”Nåh, så du spiser kun grønsager og frugt?”, spørger hun, men nej, siger trolden ”jeg spiser udelukkende vegetarer. ” Nu kan det måske lyde som en scene der kan skræmme små vegetarer, men det viser sig at være en vits - trolden spiser i virkeligheden kun jord, sten og lignende.

Frida og jagten på næsehårene er en sjov, farverig og finurlig bog henvendt til familiens alleryngste. Det er en af den slags historier som ungerne med garanti vi bede om at få læst højt igen og igen, samtidig med at de måske også selv kan få glæde over at nærstudere Øverlis sjove tegninger og tegneserieelementerne i den. Den antyder også at det hele måske kan være noget Frida har drømt, men det er ikke så vigtigt, for uanset om turen til Mellemlandet er drøm eller der virkelighed, så er det i al fald virkeligt for Frida og dermed også for læseren.