Den navnløse hovedperson, en kvinde i halvtredserne, har visse udfordringer. Det bliver klart ganske tidligt i forløbet. PTSD, må man forstå, at hun lider under, og når det går værst for sig, gemmer hun sig i stuen under sofabordet. Først da kan hun slippe tøjlerne en smule og lade virkeligheden vise sig, som den er, og den er altså ikke altid hende venlig. Der er minder, der melder sig, der er traumer, der har sat sig, ophobet igennem et levet liv.

Og dog, særligt et traume har for alvor indfundet sig. Et traume, hun i tanker vender første tilbage til, og som hun så sidenhen straks skubber sig bort fra igen i en flugt. Det er terapeuten, hun går hos, ikke altid lige begejstret for, for han vil gerne bane vejen for, at hun møder sig selv, møder mindet og ser det direkte i øjnene.

Hun bor for sig selv, idet børnene er flyttet hjemmefra. Og skilt er hun tilmed. Så der er ikke mange andre at tage vare på end sig selv. Hun bestræber sig på at skabe en god forbindelse til sine børn, og man forstår, at et af børnene har visse udfordringer med at lande solidt og sundt i livet.

Romanen, som er Naja Marie Aidts anden af slagsen, hendes første udgivelse efter Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som mediterede over tabet af Carl, hendes søn. En sorgrpoces sat på sætninger. Noget lignende gør sig gældende her, i fiktionsmæssig forstand.

Fortællingen struktureres over møder med terapeuten, og man har som læser tydeligt en forståelse for, at patienten her nærmer sig traumet gang efter gang, og først langt inde i romanen bliver det klart for den læsende, hvilket traume der er på færde. Det slog mig i maven, må jeg sige.

Livet, ja, det mediterer denne roman også over. Dette liv, som består af mange små stykker af minder og måder at leve på, som ender med at forme og udgøre den, man i en given situation er.

Jeg må sige, at det har været berigende for mig som mandlig læser at dykke ned i denne fortælling. Jeg forestiller mig ikke umiddelbart, at der er mange andre mænd, som vil læse denne, men jeg kan have mit håb, for den inviterer læseren helt hen til ruden, som så langsomt lempes op, og man kan krybe ind og være med i det, der må betegnes at være en verden af kvinder, idet hovedpersonen her også har tætte forbindelser til sine veninder, som bringer liv og anekdoter fra fester til bords, hvorved jeg som mand synes at levnes muligheden for at se det med kvindens øjne. Det er udvidende og meget nærværende. Det er på alle måder en stor oplevelse at læse denne.

Særligt det faktum, at der her sættes strøm på alle former for overgreb på kvinder, små som store, som sætter sig, som bagatelliseres af mænd og af samfund, men som må frem i lyset.

Sproget er særegent. Så stilfuldt og sikkert samt rammende.