Vi får efterhånden stukket flere og flere fortællinger fra Japan i hånden. Her er endnu en, og den holder også vand – vand, der ikke går, for det drejer sig om graviditet. En graviditet, der ikke eksisterer, men som fortællingens hovedperson digter frem for at være noget i et samfund, der lovpriser det at have en karriere og det at kunne være mor … på samme tid.

Et paradoks, må man forstå, og det er vanskeligt at navigere i.

Shibata, hedder hun, denne korte romans hovedperson. Hun er den eneste kvinde på kontoret, og derfor må hun nødvendigvis tage sig af de opgaver, ingen andre ønsker at tage hånd om.

Men pludselig bliver det hende en kende for meget, og hun slår fast, at nu kan det være nok med at skulle vaske de klamme kaffekopper op igen. Det kan slet og ret ikke finde sted, idet hun er gravid. Slet og ret. Lugten lammer. Hun bliver dårlig. Det må stopper. Nu.

Sagen er blot den, at en graviditet ikke har indfundet sig, så der er blot ni måneder at ’løbe’ på.

Hun har således placeret sig i noget af en penibel situation, må man forstå.

På denne vis indstiftes fremmedgørelsen; dels den at være fremmed for sig selv på arbejdsmarkedet i Japan og det at blive fremmedgjort i form af en graviditet, hvor man træder ud – momentant – på dyt vand og væk fra det arbejdende segment.

Det drejer sig om kvindens rolle i et maskulint indrettet system. Det handler om moderskab og mest om arbejdskultur, som ikke levner megen tid til refleksion og mulighed for at leve livet anderledes.

Det kender vi velsagtens også herhjemme?

Det, der ikke sker her, er, at læseoplevelsen er fremmedgørende, for dette kunne, selvom det sker i Japan, lige så godt finde sted i Danmark, I Europa, og derfor vinder denne bog frem, ligesom stilen og sproget er så velmoduleret og afdæmpet, hvilket baner vej for de humoristiske indslag også – dem er der også en del af.

Det er en temmelig sjov bog med bid i, for den har noget på sinde.