Et græsk drama.

Fritaget fra de græske dramaers konventioner, idet det her er en vældig nutidig roman, som rammer mig.

Drama, fordi hovedpersonen fikseres og fastfryses i sin virkelighed.

Velkommen til Dimitris Sotakis fine værk, hvor en temmelig travl forretningsmand pludselig forlenes med et indfald, som synes at skabe ham mere tid, men som i sidste ende gør det vanskeligere at være til.

Denne forretningsmand ansætter en mand ved navn Mario til at agere ekstra hænder for ham, særligt derhjemme, hvor man kan mere end blot ane kaosset. Der skal med andre ord til at være styr på tilværelsen igen.

Og Mario går til hånde. Han fylder ikke meget, gør ikke et stort væsen ud af sig. Faktisk ynder han at arbejde florlet og i det skjulte, hvorved en vis usynlighed træder ind som en faktor.

Til at begynde med. Som en indledning.

For ting ændrer sig.

Det hele vokser og antager nye former. Det bliver grotesk. En satire, som faktisk, slår det mig, ikke er så meget satire, men faktisk rimelig reel.

Man kan jo i dag ansætte sig ud af meget i forsøget på at vinde tid, men der er en grænse, synes det, for jo mere man ansætter sig ud af problemer, jo mere skubber man sig væk og fjerner sig, vil romanen nok mene, fra sig selv.

Jeg kan se det ske på sin vis. Folk arbejder ganske meget, har flere biler og problemer med at få dem alle parkeret derhjemme, hvor tiden også er knap, og færdigretter flere og flere, mens beskeder på Aula er alarmerende høje, og distraktionerne voldsomme i omfang, hvorved spørgsmålet om, hvem man er som menneske, kan tone i baggrunden.

Dette kan kalde på refleksion. Romanen her kan hjælpe den på vej.

Når det er skrevet, vil jeg også mene, at romanen sine steder er lidt for tyk i sin udpensling af satiren, og derfor er de 248 sider ikke alle lige gode, men den har, romanen, noget på hjerte, og det tæller.

Bogen er oversat af Anders Olesen