Malene Ravn har atter boret sig ned i en verden, der ikke er så vildt belyst. Via intens research, formoder jeg.

Det kan jeg også mærke i løbet af læsningen.

Det er endda en bevægelse helt ned under Frederiksberg Hospitals kælder, et sindrigt system, hvor, viser det sig, en del patienter mistede ganske endnu mere af sig selv, sæt de havde noget af sig selv i behold. I al fald kom mange for skade at tage på ikke altid selvvalgte, faktisk sjældent, rejser ud i hallucinationens rige.

Psykisk sygdom. Patienter. De havde brug for hjælp af læger, af sundhedssystem og af psykofarmaka.

LSD. Det var det nye. Og hvor er det iøjnefaldende, hvor forblændede afdelingen på dette hospital er. Ukritiske går de til værks, fornemmer jeg, og formoder jeg, for det er jo et stykke fiktion, jeg sidder med.

De skulle hjælpes, og en overlæge har sit ’take’ på det.

Overlæge Anders Hartung, som træder ind i denne fiktion som portræt af Einar Geert-Jørgensen. Den virkelige verdens, vores, overlæge, som fra 1960 og frem gav omkring 400 mennesker behandlinger med høje doser LSD og ritalin. En – viser det sig – meget farlig cocktail, når det er så ukontrolleret brugt.

Jeg mindes at have hørt en serie på P1 om netop dette projekt med de sindslidende, nogle blot stammende, der tog til Frederiksberg Hospital, de fleste ikke helt frivilligt, for at blive låst inde med egne dæmoner, som blev bare værre og værre under påvirkning af disse hallucinogener; en effekt, der stak af og fik ganske alvorlige konsekvenser for de sindslidende.

Det er dét, Malene Ravn dykker ned i her.

Og derfor forekommer det mig at være meget autentisk skrevet. Rimelig virkelighedstro. Hendes tilgang er prisværdig, al den stund at hun engagerer sig med en fortæller, der går personlig til værks. Hun binder således fortællingen op omkring dels omtalte Anders Hartung og Edith Christiansen. Hun er velsagtens en art omdrejningspunkt, en prisme, i hvilken vi ser det, der udspiller sig for ikke mange år siden.

Der er en nerve og en indfølt beskrivelse, som drager og trækker mig med. Jeg involveres med andre ord som læser.

Det forlyder, at Malene Ravn har en forbindelse til Frederiksberg-forsøgene i form af sin stedfar, der blev behandlet af Einar Geert-Jørgensen med disse psykedeliske stoffer, og i sit arbejde kom hun derpå i forbindelse med efterkommere til en læge, der også deltog, Ketty Kjærbye Kristensen, hvorved hun fik adgang til private arkiver.

Det er der kommet en ganske læseværdig og vigtig fortælling ud af, hvor jeg dog nogle steder synes at læse side op og side ned om hallucinationer, som bærer spor af journalskrivning eller rapport, kanske.