Langt de fleste læsere kender Jo Nesbø fra hans mange kriminalromaner. Hvis man vil opleve en noget anderkledes, men lige så dyster side af forfatteren så er chancen der nu, for selvsamme Nesbø har begået en ganske velskrevet gyserroman, der byder på både overnaturlige begivenheder, reelt skræmmende scener og et plot, der med garanti vil overraske dig indtil flere gange undervejs.

Det udfordrende ved at skrive en anmeldelse af Nathuset, som er bogens titel er, at man gerne skal gøre bogen retfærdighed, uden samtidig at komme til at afsløre hvad det er for elementer i den der gør, at man som læser forbavses over de retninger den tager. Selv om dette er vanskeligt, så garanterer Kapellet, at følgende omtale bliver 100% fri for spoilers.

Til forskel fra Nesbøs mange krimier foregår handlingen i Nathuset i en lille flække i USA, nærmere bestemt byen i Ballantyne. Dette valg er muligvis truffet for at fortællingen på den måde får et slægtskab med de efterhånden mange kanoniske gyserfortællinger vi kender fra Guds eget land. For forfattere som Stephen King, hans søn Joe Hill, Justin Cronin og mange andre kontemporære gyserforfattere har for længst skabt skrækhistorier i amerikanske rammer. Måske har vi læsere umiddelbart nemmere ved at acceptere at overnaturlige hændelser kan være en del af hverdagen, hvis disse sker på den anden side af Atlanterhavet, frem for i Norge?

Bogen er inddelt i tre overordnede dele, der alle har den samme hovedperson, nemlig Richard Elauved. Ham møder læseren først som utilpasset og ganske usympatisk teenager og i de to følgende dele er han blevet voksen. Bogen er fortalt fra et førstepersons perspektiv og vi kommer derfor i løbet af romanen helt tæt på vores hovedpersons indre liv. Her opdager vi hurtigt, at han er hurtig til at dømme de folk han omgås og generelt set har et ganske hårdt, kynisk blik på sin verden – også langt mere end man kunne forvente fra den gængse teenagedreng.

Richard er ikke i Ballantyne af egen fri vilje, men er flyttet til byen da det er her hans nye plejefamilie bor. Hvad der er sket med Richards biologiske forældrene, får læseren selvsagt svar på i løbet af romanen, men ikke hér. Inden man er kommet frem til slutningen af bogens første del, er der dog allerede sket en hændelse, der gør at Richard bliver politiets hovedmistænkte. Hvad dette drejer sig om, vil Kapellet selvsagt heller ikke løfte sløret for.

I den lokale high school møder Richard pigen Karen. Hun bliver interesseret i den nye bad boy i klassen og selv om Richard måske ikke rigtigt vil indrømme det, så nyder han også hendes selskab. Inden ret mange kapitler er gået kommer Richard igen i politiets søgelys. Hvorfor? Ja, det må du selv læse bogen for at finde ud af.

I bogens næste del er vi nu i selskab med den voksne version af teenageren fra før. Mod alle odds og nærmest til sin egen overraskelse har han fået succes i livet og vender nu tilbage til Ballantyne, for at deltage i en genforeningsfest med alle sine gamle klassekammerater fra high school. Her fortæller de eksempelvis om deres liv siden sidst de gik ud af skolen og i den forbindelse går Richard til bekendelse og indrømmer, at han for længst har indset at han virkelig behandlede dem alle sammen dårligt. Festen slutter officielt, men klassen fortsætter i en af klassekammeraternes imponerende villa. En fest, der hurtigt udvikler sig til... hov, igen må anmelder stoppe sig selv, for ikke at afsløre for mange detaljer.

Af samme grund, vil bogens tredje og sidste del overhovedet ikke blive omtalt hér.

Ligeledes må du selv læse bogen for at finde ud af hvad titlen Nathuset dækker over.

Der er nok mange af Nesbøs krimifans, der bestemt ikke vil synes godt om hans digression udi gysergenren, mens denne anmelder byder dette genreskift velkommen. Nathuset er ikke kun godt skrivehåndværk, det er også en bog, der vil mere, end blot at levere spekulative gys. For som alle gode gysere handler det ikke kun om at skræmme læseren, men også om at fortælle en historie, om hvordan handlinger har konsekvenser, om personlige traumer. Som gyserfan, er man i al fald i ret trygge hænder, for Nesbøs evner at strikke både sætninger og plot sammen på en måde, der gør at man ikke på noget tidspunkt har lyst til at stoppe sin læsning.

Der kan måske godt være hærdede horrorfans, der vil synes at selve afsløringen af, hvordan alle bogens dele og det centrale mysterie i romanen hænger sammen, er lige lovlig søgt og måske ligefrem letkøbt, men uanset hvad man måtte mene, er det ganske effektivt leveret.

Muligvis har Nesbø ikke genopfundet den dybe gysertallerken, men han kan sit kram og får skabt en letfordøjelig skrækfortælling, der indeholder alle elementer man kan forvente af en sådan. Kapellet håber i al fald på at bogen får lige så stor succes som bøgerne om Harry Hole, så forfatteren anspores til at levere flere gyselige fortællinger i fremtiden.