at ”Kunst er det man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst.” Selv om det naturligvs er en ret grov simplificering af et komplekst begreb, så er det samtidig en fin leg med ord og så gemmer der sig en god portion sandhed i udsagnet. Ofte synes det at være de kunstnere der går mod strømmen, som formår at skabe furore, at provokere samtiden, eller som er i stand til at tænke i helt nye baner, der får vores (og ikke mindst mediernes) opmærksomhed og en plads i kunsthistorien.

Når det så er sagt, skal man heller ikke undervurdere den magt som toneangivende kunstindkøbere og kunstkritikere har i forhold til at få skabt nye trends eller få ophøjet enkelte kunstneres talent til højder, der i nogle tilfælde måske ikke måler sig med kunstværkerne kvalitet, ganske enkelt fordi markedskræfterne også er en vigtig faktor i kunsten.

Martin Bigum kender de fleste nok som udøvende billedkunstner, som den karismatiske og meget vidende deltager i DR2s Kunstquiz eller muligvis er man stødt på ham i den fine dokumentarserie Mit livs kunst . Selv om han har et par digtsamlinger og fagbøger om kunst på sit CV, debuterer han nu som regulær romanforfatter. Det gør han med Hovedværk, en roman der netop foregår blandt kunstnere og andre med tilknytning til miljøet. En ret så fortærsket kliché vil vide, at man som forfatter bør skrive om det man ved noget om, og det gør Bigum virkeligt fint.

I Hovedværk følger man kunstneren Wilhelm Riels fra barndommen til det der, som titlen antyder, er kulminationen på et langt liv i kunstens tjeneste: afholdelsen af en enorm, retrospektiv udstilling af Riels værker på det mest prestigefylde museum i København. I bogen omtales dette blot som ”Kunstmuseet” men det er ikke svært at se, især ikke når man når til bogens slutning og samtidig er lidt stedkendt i området omkring Kongens have, at det er Statens Museum for Kunst, der er tale om.

Til gengæld får læseren ikke serveret Riels fiktive liv kronologisk, men derimod i konstante tilbageblik på de mest formative dele af hovedpersonens tilværelse. Bigum arbejder med bevidst tilbageholdt information, et kneb der bestemt er set mange gange før, men som også anvendes meget effektivt i denne sammenhæng. Eksempelvis er det først mod bogens klimaks, at læseren får serveret direkte svar på, hvorfor Wilhelm kunst fokuserer på igen og igen at reproducere de samme slags skulpturer.

I det hele taget fremstår hovedpersonen ikke som et særligt sympatisk menneske, men snarere som en egoistisk og neurotisk mand, der tænker mere på at pleje sit ego end på sine relationer til de der er allertættest på ham. Det skal dog siges, at idet den ene side tager den næste, så får læseren et indblik i hvad det er for voldsomme begivenheder og traumer, som har formet Wilhelm. Begivenheder som er så smertefulde for kunstneren, at han er helt ude af stand til at dele disse med selv sin hustru.

Romanen er virkelig godt skrevet. Bigum er ikke kun en dygtig billedkunstner, han har også et stort talent for at skabe fiktion. Kapellets skrivekarl er fristet til at påstå at Hr. Bigum i den grad maler med sine ord. Der er i al fald tale om både dragende og evokativ prosa, der får skabt såvel et meget nuanceret persongalleri, samt en række fascinerende tids- og miljøskildringer. Det er meget nemt for læseren at forestille sig de scener der udspiller sig i bogen, da der anvendes et både klart sprog og en masse glimrende metaforik.

Når det er sagt, så er det også tydeligt – især hvis du har set den førnævnte dokumentarudsendelse eller har læst Bigums Min personlige kunsthistorie at Hovedvæk på ingen måde er en slags nøgleroman. Dels er Wilhelm Riel født i en helt anden tid end Bigum, dels er den kunst han laver ret så forskellig fra Art og de andre motiver, man kan opleve i Bigums malerier.

Når det så er sagt, så er der jo også elementer i bogen, der godt kan ses som Bigums kommentarer til det miljø han selv er en del af. Vi møder blandt andet overfladiske kunstkøbmænd, der konstant jagter det næste nye talent og måske vigtigere profitten. Da en del af Riels venner også er meget politisk aktive, er der også kommentarer til samspillet mellem politik og det kunstneriske virke. I vor egen virkeligheds kunstneriske andedam har danskerne tidligere oplevet halshuggede havfruer, udstoppede hundehvalpe, guldfisk i blenders, rematerialiserede statuer og et tomt lærred uden penge i. I Bigums roman, er destruktionen også en del af værkerne og måske er slutningen også en slet skjult fiktionskommentar til Bigums eget forhold til netop SMK, men dette er mest af alt rent spekulation fra anmelders side.

Helt personligt var det måske især beskrivelsen af Wilhelms mors kunstneriske skæbne som fremstod gennemført og blev enormt rørende. Hovedværk er en roman der måske især fungerer godt, hvis man har en interesse for moderne kunst og den verden der følger med den. Selv om der er flere elementer i handlingen, man måske har kunnet opleve tidligere, så er sproget friskt og spændstigt hvilket gør at romanen nærmest læser sig selv.

Bigums debut ender derfor med at være mægtig anbefalelsesværdig. Det er ganske enkelt en virkelig god, læsværdig bog, så her i Kapellet krydser vi derfor fingre for, at dette ikke vil være den eneste roman som Martin Bigum har i sig.