Manden fra mørket - 1948 / Ole Christian Madsen / 478 sider
Gyldendal. ISBN 9788702390063
Anmeldt 25/10 2023, 08:30 af Dorthe Rølmer Bille
Gangstere, drab, krudt og kugler – Det går ikke stille for sig i Ole Christian Madsens debutroman
Gangstere, drab, krudt og kugler – Det går ikke stille for sig i Ole Christian Madsens debutroman
« TilbageDe fleste kender nok Ole Christian Madsen som filminstruktør, men nu er han debuteret som forfatter med romanen Manden fra mørket – 1948. Som titlen antyder forgår historien i efterkrigstiden. Vores hovedperson Villy Falk er efterforsker ved politiet. Han er en af de mange, der sad i koncentrationslejr under 2. verdenskrig, men i modsætning til mange andre, overlevede han og kan genoptage sig arbejde ved Københavns politi.
Manden fra mørket tager udgangspunkt i en virkelig mordsag – dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, som aldrig blev opklaret. Villy Falk bliver sat på sagen og meget hurtigt vikles han ind i et spind af løgne og fortielser i den Københavnske underverden, hvor det kan være svært at skelne venner fra fjender.
Samtidig med han forsøger at opklare sagen, kæmper han også på hjemmefronten. Hans kone, en berømt natklubsangerinde, er alkoholiker og ind i mellem kommer hun ikke hjem efter sin optræden. Det er vist helt rimeligt at sige, at Villy Falk er en presset mand. Alligevel formår han nogenlunde at holde hovedet koldt og passe både arbejde og familie.
Man fornemmer ret hurtigt, at Ole Christian Madsen er vant til at arbejde i billeder, for er der noget der fungerer fremragende i romanen, så er det hans skildring af forskellige lokationer og stemninger i bedste noir-stil. Man kan næsten dufte cigaretrøgen og smage den billige whisky. Derimod kniber det lidt med karaktererne. De er groft sagt omvandrende klicheer, der går enormt meget op i om man nu skal tiltale hinanden ’du’ eller ’De’ og som ynder at sige ’all right’ i alle muligt tænkelige situationer.
Er man til den klassiske ’who done it’ krimi, bliver man noget udfordret af Manden fra mørket. Plottet udvikler sig i flere forskellige retninger og ind i mellem er det ikke helt let at gennemskue hvor handlingen er på vej hen. Der er både et dobbeltdrab, der skal opklares, korrupte betjente der skal gennemskues, en kone, der er misbruger, hændelser i en koncentrationslejr, der bliver ved med at spøge og en clairvoyant kvinde som skal hjælpe politiet (hende kæmpede jeg en del med, men nu er jeg heller ikke særligt spirituelt anlagt). Det hele drukner lidt i skudvekslinger og det bliver ærlig talt lidt rodet.
Da jeg begyndte at læse romanen, havde jeg en forventning om en klassisk spændingskurve og den forventning bliver ikke rigtig indfriet. Det er jo sundt nok ikke altid at få det man forventer, særligt hvis det man får er bedre. Jeg vil ikke sige, at det man får i Manden fra mørket er bedre, men det er noget andet end den traditionelle krimi.
Manden fra mørket er første bind i en planlagt krimiserie inspireret af kriminalsager fra virkeligheden. Så vidt jeg kan læse mig frem til, er der planlagt yderligere to romaner, som skal foregå i hhv. 1958 og 1968. Jeg er ikke helt overbevist om, at jeg skal læse resten af serien, for Manden fra mørket fangede mig ikke helt. Den havde helt klart nogle kvaliteter og det er jo en debutroman, så det kan sagtens være at efterfølgerne bliver bedre når Ole Christian Madsen får pudset stilen af.