Der er noget sært tillokkende ved at flygte fra virkeligheden. Det finder jeg.

Derfor var jeg på forhånd ganske draget af denne roman, Eden, som netop iscenesætter flugten fra det konforme og sikre, idet hovedpersonen, Alba, flytter og flygter ud i naturen for at finde sig selv på ny.

Og det er noget af et bekendtskab.

Alba er datter af en i Island kendt skuespillerinde, og man fornemmer, at hun altid er blevet set i forbindelse med sin mor og ikke så meget i egen ret. Hun har et aparte forhold til sin søster, og forholdet til hendes far er også en smule forstyrret, idet han tynges af den sorg, det må være, at blive forladt ad flere omgange.

Alba lytter til sin far i den tro, at han så får det bedre, og man fornemmer som læser, at Alba ad den vej er godt i gang med at flytte sig mere væk fra sig selv. Indtil den dag, hun bliver indhentet af en situation, hun har forårsaget i kraft af sin rolle som forelæser i universitetsmiljøet. Noget med et forhold til en elev.

Denne elev spøger gentagne gange i fortællingen her, idet han er i gang med en digtsamling, som netop har affæren som omdrejningspunkt, og det er blevet et MeToo-tema på kontoret for de ansatte.

Alba flygter.

Hun finder frem til et hus i naturen. Et hus, der er ejet af en af de store islandske krimiforfattere. Og hun slår til. Reagerer på intuitionen. Her vil hun kompensere for sin livsførelse. Plante træer, i tusindvis, idet hun har ’syndet’ ved at rejse til alverdens internationale sprogkonferencer for at diskutere dialekters betydning med andre ligesindede, for det, træder det frem, er sproget, der er hendes verden. Det at bruge sproget nuanceret og som indgangsvinkel til at forstå et andet menneske.

Og hun korrekturlæser.

Korrekturlæser manuskripter, som sætter sig i hendes sind, og hun fanges, fanges af fortid og fortællinger, samtidig med at hun har denne så fine oprørske kraft i sig, som udmønter sig i en viljestærk og klippefast tro på, at hun kan få træer og grøntsager til at gro på denne lavaø.

Hun vil.

Og hun lykkes med sit projekt.

Det er så inciterende og inspirerende at læse, og jeg må sige, at Audur Ava Ólafsdóttir igen overrasker mig i positiv grad.

For ikke længe siden læste jeg Stiklingen, som vitterlig også sætter scenen for nogle personer, som synes at være faldet ud af samfundets masse, og som så i løbet af fortællingen finder sig selv og en passion. I Stiklingen var det dyrkningen af en rose og en rolle som forælder, der vokser frem, mens det her i Eden er den paradisiske væren i naturen, dette kald, der træder frem for Alba.

I flugten ender hun i al fald med at finde sig selv.

Flugten fra virkeligheden. Det at flytte sit perspektiv fra et til et anden. Det er i særdeleshed en kraft, litteraturen har og her er det formidlet så smukt og forførende af en af Islands førende forfattere.

Jeg forstår, at Eden i 2022 blev udnævnt som årets bedste islandske roman.