Som langt de fleste ved, så er vi mennesker udstyret med en hukommelse, der indimellem kan drille. Måske især idet man bliver ældre, kan man komme i tvivl om nøjagtigheden af ens minder. Dette kan især optræde, når man møder folk, der var til stede i den samme situation som en selv, men som genfortæller begivenhederne på en helt anden vis. På den led kan man ligefrem komme til i tvivl om ens egne evner.

Hukommelsen er også ganske central i Dagen i går (org. Ayer af den chilenske forfatter Juan Emar, der – som pressematerialet fortæller - tog dette navn, da det fonetisk minder om ”J´enai marre” (der kan oversættes med ”jeg har fået nok” eller ”jeg er røvtræt”). Han skrev oprindeligt romanen i 1935 og den er til dels produkt af sin samtid, idet den følger i kølvandet på de mange surrealistiske-, dadaistiske- og andre sære -ismer, på den anden side virker den utrolig frisk i både sit sprog og eksperimenterende indhold her i 2023.

Fortælleren i romanen er en mand, der fortæller læseren om (ja, du gættede det) gårsdagens begivenheder. En række hændelser som han oplevede sammen med sin hustru, på deres vej gennem den fiktive by San Agustin de Tango (der findes et sted med dette navn i Chile https://mapcarta.com/N5129509017, men den har ingen lighed med stedet, der beskrives i bogen – red.). I løbet af denne dag oplever de en række begivenheder, der både er fascinerende, mærkværdige og decideret langt ude.

Med frygt for at spoile for meget, så vil jeg anbefale læseren af skippe de næste to afsnit i denne anmeldelse og i stedet selv lade sig overraske. Har du til gengæld lyst til at vide lidt om de oplevelser som parret har, så starter dagen med en henrettelse. En mand skal i guillotinen, da han har ytret sig hvor skønt det er at tænke på seksuelle ting. Dernæst går turen til den lokale zoologiske have, hvor særligt strudsens adfærd nærstuderes, men inden dette går helt amok, skriger aberne højt og vore to hovedpersoner synger med i koret. Føromtalte struds der gør noget, som kun ingen struds før den har gjort, før parret – lettere rystede – igen vælger at forlade Zoo for at aflægge besøg en af deres venner. Han er kunstmaler og som sit speciale maler han udelukkende billeder i grønne nuancer.

På den nærliggende station sætter parret sig for at hvile og her fyldes siderne med beskrivelsen af en meget fed mands mave, en beskrivelse der strækker sig over mange sider. De aflægger også et mærkeligt visit hos fortællerens far, hvor fortælleren udfordres til at se hvad der gemmer sig bag sofaen. Om dette sker, vil selvsagt ikke blive afsløret. Før turen går hjem igen, så skal der lige indtages en kop kamillete på en café og her får læseren endnu engang en meget lang og detaljeret beskrivelse af forfatterens tur på toilettet, hvor der fokuseres på at få urinstrålen til skiftevist at ramme hullerne i afløbet i urets retning. En gerning der bliver udfordret af en flue, som har sat sig i kummen og lokker ham til at afvige fra denne ellers så faste plan.

Idet læseren nærmer sig afslutningen af romanen, befinder vores hovedperson sig i sin seng og fanges her nærmest fysisk i sine tanker om hvad der egentligt hændte i dagens løb. På den led bliver bogens sidste del en slags gentagelse og filosoferen over hvordan begivenhederne har påvirket vores fortæller og hvilke konsekvenser disse oplevelser muligvis har.

Det er nok forståeligt, at Juan Eimar havde svært ved at finde en bred læserskare i sin samtid og selv den dag i dag er Dagen i går en roman, der er let at læse, men hvis dybere mening stadig er en anelse uklar. Selvsagt peger både titlen og bogens sidste del på at det handler om ens hukommelse, den uro der kan opstå idet man begynder at tvivle på ens egne ever til at registrere tingenes gang. Dernæst er der også spor der peger i retning af den kunstighed, der ligger i at trække små observationer ud i meget detaljeret langdrag, så en så simpel ting som at lade sit vand bliver nærmest absurd i sin detaljerigdom.

For den læser, der er vild med skæve litterære værker er romanen til gengæld en dejlig oplevelse. Selv om den i sin stil kan minde lidt om en klassisk ´stream-of-consciousness´-fortælling tilsat lige dele absurd teater og filosofiske betragtninger, så er den også basalt underholdende og overraskende, især når man tænker på hvornår den oprindeligt blev skrevet.

Som mange andre udgivelser fra Jensen & Dalgaard, er dette også litteratur af høj kvalitet, det bliver man jo nødt til at sige, især hvis man som anmelder sidder tilbage med oplevelsen af at der er en del der er gået hen over hovedet på en. Muligvis handler romanen om hukommelse, men den handler i lige så høj grad om, hvordan man som forfatter eller kunstner kan trække øjeblikket ud eller beskrive det på en helt særlig måde, så man i den grad bliver klar over hvad litteratur kan være i stand til.