Følgende anmeldelse skriver jeg ud fra et ærligt hjerte. Et ramt hjerte, der banker for de værdier, Maj My Humaidan her sender ud til forhåbentlig ufattelig mange læsere landet over – for der er brug for det, behov for det; for en gennemgribende forandring af måden at leve livet på.

Håbet er her, at hver enkelt vågner op, bliver mere bevidst om, hvad essensen af livet er, sådan set tager det i egne hænder.

Maj My Humaidan har på mange måder levet alternativt.

Hun steg af det sidenhen såkaldte hamsterhjul, før andre måske fik en fornemmelse for, hvad det var for en størrelse.

Hun undrede sig over, hvorfor institutioner har så stor en betydning i dagens Danmark, og hvorfor mange har så travlt med at arbejde, at der simpelthen ikke er stor tid til at være til, være sammen med dem, man holder af, de nære relationer.

Det kostede tårer at aflevere i vuggestue og børnehave for umiddelbart derpå at lade kroppen, hendes, lande i en kontorstol med øjne stift rettet mod den sitrende skærm … indtil klokken fire, hvor det var muligt at komme ud af det, der langsomt formede sig som en fornemmelse af fængsel.

Hun brød ud.

Brød op.

Tog til Ærø, tog familien med, engagerede som hjemmepasser, sidenhen faciliterende hjemmeskoling, og hele vejen har hun luftet refleksionen om formen for liv.

Det bliver i bogen her, som bærer titlen et ’manifes’t – hvilken kraft signalerer det ikke? – tydeligt, at det har krævet noget.

Dels er det ikke altid sådan, at hun og familien er blevet mødt med forståelse, måske tværtimod, for det er jo i samfundets øjemed ganske problematisk sådan at trække stikket og transformere sig selv væk fra rollen som vækstgenerende del af maskinen, som samfundet er.

Hvad med vækst? Hvad med råderum til at kunne købe disse klassemarkører i en karriereorienteret tid? Det vender hun ryggen, og hvor er det befriende. Befriende at læse om den frigørende kraft det er at gå glip af, vende sig mod andet. Mod noget større, ganske enkelt. Mod mennesker, mod fællesskaber, mod det at få tid, at gøre sig umage og udvise en omhu med sit eget liv.

Hvad vil jeg bruge tid på?

Hvad vil jeg i hvert fald ikke bruge tid på?

Der er så meget, der ikke fungerer i samfundet, hvis man skal anlægge det personlige perspektiv.

Hvorfor er tre ud af fire voksne stressede?

Hvorfor ser 39% af de arbejdende arbejdet som meningsløst?

Hvad er meningen?

Maj My Humaidan sætter her ild til dette spørgsmål.

Og jeg er vis på, at det er meningen, at vi alle jævnligt bør tage vores liv op til vurdering. Lever jeg det liv, jeg ønsker? Simpelthen installere sig i det med ønsket om at leve hver dag som et lille liv, spækket med mening.

Selv har jeg installeret mig i hverdagen med eget firma og dermed egen bestemmelse over arbejdstid og form. Det kan anbefales, og det er muligt at gøre sig til herre over eget liv.

Jeg deler helt og holdent den undring, Maj My Humaidan giver luft for: at så mange danskere lever på omtrent samme måde.

I en tilværelse, hvor arbejdet udgør så stor en del af livet, og hvor mange mener, at de arbejder for at kunne have mulighed for at leve.

Hvorfor er arbejdet en station, vi stiger af på og befinder os på i så mange energisugende timer, en rolle, vi påtager os, for at træde ud af den igen og finde hjem til familien dernæst. Hvorfor disse adskilte mange små liv?