Agota Kristof er en for mange danskere kendt ungarsk forfatter - ikke just fordi hun har et stort forfatterskab bag sig, men ganske enkelt grundet hendes særlige skrivemodus.

Så knivskarpe sætninger og alligevel så dybderige, kaldende på læserens refleksion. Denne roman er virkelig et godt udtryk for den måde, Agota Kristof arbejder med sproget, formen og handlingen.

Her er en roman på godt 130 sider, som spænder vidt, så bredt når den omkring, at jeg ikke mindes at have mødt en sådan sag tidligere i mit efterhånden temmelig lange liv som læsende menneske.

Hør blot: På ikke så få sider får vi serveret en fortælling om en mand, der omdefinerer sig selv i en flugt fra sig selv og fra en tid, der ikke var ham venlig stemt. Læseren præsenteres for mordforsøg, selvmordsforsøg, abort, incest, utroskab etc.

Og det har en mening, mener jeg, for den seksogtyveårige Tobias Horvath har levet ti år som Sandor Lester. Han er flygtet fra sig selv og fra sin fortid. Ingen kender til det, han er flygtet fra, for han lever et liv i anonymitet i et fremmed land som fabriksarbejder. Fritiden bruger han på druk og udskejelser med en gift kvinde, han ikke nærer følelser for.

Trivialiteten er for alvor slået igennem.

Så dukker Line op, og han liv tager en drejning. Det er formfuldendt skrevet frem, og jeg slugte denne fortælling råt.

Jeg kommer straks til at tænke på vores egen Helle Helle og alles Ernest Hemingway, når jeg tænker på den litterære teknik at skabe en form og fylde velvalgte, stramme og ikke mange sætninger ind i den, og ud kommer en kraftfuld perle af en fortælling, jeg kommer til at bære med mig videre.

Virkelig en velvalgt tilføjelse til Gyldendals Skala-serie.