Per Petterson er tilbage med en bog, han ikke tænkte, han skulle skrive. En bog, han i al fald ikke havde i tankerne som mulig at udgive, for ville det være interessant for læseren?

Det drejer sig om en dagbog.

En minutiøs skildring af måden, han lever sit liv. Helt fra den kølige registrering af antallet af minusgrader, som skifter dag for dag, og betragtning over bilens tilstand, den elskede røde sag på gården, han bor.

Tanken var at skrive dag for dag, sætte ord på oplevelser i det daglige, og Per Petterson kommer ganske godt fra det.

Egentlig opstod bogen her som en flugt. En flugt fra en roman, der ikke fungerede. Han skrev, forlyder det, på en roman, som han havde overordentlig vanskelig ved at få til at fungere - som den perfektionist, han jo er.

Han savnede en flydende form, en given sig hen, og det, må jeg sige, er lykkedes ham med denne.

Det er interessant at læse om en stor forfatters gøren og laden, for det er en form for levet liv, der udmærker sig på anden vis end den firkantede måde, så mange andre af os lever på.

Her synes tiden at være sat ud af spil, og fordybelsen lurer lige om hjørnet. Sproget er motoren, sætningerne maskinen, man skal fodre med sin opmærksomhed.

Særligt interessant bliver det, når Per Petterson bruger tid på at reflektere over de forfattere, hvis bøger han læser, for nogle sætter sig som store oplevelser, hentet frem fra pindestolen eller stående ved køkkenbordet en tidlig morgenstund, hvor han er læsende og fordybet.

Per Petterson har i Mit Abruzzo skrevet om et halvt års tid, just op til hans 69 års fødselsdag. Det er blevet til 400 sider.

Det er en bog, der berørte mig. Prosaen skinner.

Det klæder forfatterskabet, at han her på sine sidste dage som forfatter, hvis man skal tro ham, tillader sig at give en smule slip.