Emma Bovary - en skikkelse, der må siges at træde frem i litteraturhistorien. Hun er en figur, en protagonist, der står stærkt, og som er arketypen på ulykkelig kærlighed samt symbol på sindsforstyrrelse.

Hun er gift med en læge, og ægteskabet kunne være noget så godt - er det dog ikke. Hun søger adspredelse, og igennem en tid er det litteraturen, der er arnested for hendes eskapader. Sidenhen vokser de frem i virkeligheden, idet hun søger mod Paris og mod elskere dér. Hun oplever alt i en rus, et sus, og hun bliver rigere og rigere for hver dag - på alle tænkelige måder.

Men så kommer slagsiden.

Galskaben, raseriet. End ikke et barn, hun føder i smerte, kan lindre, og hun hjemsøges af tanker, hallucinerer og fanges af - sådan læser jeg det - materialismens syge, det at man aldrig kan få nok af dyrt erhvervede ting og sager. Noget ulmer.

Dødsdriften. Hun har fået nok.

Og udvejen er …

Gustave Flaubert har her skrevet en af de helt store klassikere.

En, han efter sigende arbejdede på i adskillige år, forfinede og forfinede, indtil den stod klar til udgivelse her med sit særlige sproglige fundament - impressionistisk anlagt. En bevægelse mellem ydre virkelighed og indre aftryk - her medieret gennem Emma Bovary og hendes syn på verden.

Den udkom i 1857, og den blev straks ramt af en kras kritik, for hvordan kunne Gustave Flaubert i det hele taget få sig selv til at skrive om utroskab på sådan en eksplicit måde? Det ville være farligt for den offentlige moral.

Gustave Flaubert forsvarede romanen, og han blev frifundet. Læsere fandt vej i hobetal. Det håber jeg stadig, at de gør, for hvor er det en smuk roman, som nu her er genudgivet i nye klæder, der klæder den, af Gyldendal.