Det er noget af en bedrift, man her som dansk-læsende er vidne til.

Den fåmælte og pressesky amerikanske forfatter – Thomas Pynchon – er aktuel, ikke med en ny roman, men med en gammel sag. Den er faktisk fra 1970’erne.

Men den er frisk og frejdig og kræver noget af sin læser.

Titlen er på amerikansk Gravity’s Rainbow, og det er Claus Bech, velbevandret oversætter, som står bag fordanskningen, og det er bestemt ikke ligetil, skal det noteres.

Thomas Pynchon er kendt for at skrive det modsatte af lige ud ad landevejen, for hold da op, hvor er der mange svinkeærinder og stop, hvor man som læser er i fare for at blive kastet væk fra handlingen. Det gælder om at holde ved, holde ud og ikke tøve, blot følge med, for så kan den vitterlig give dig noget af en oplevelse, denne roman.

Han krydrer gerne sine romaner med teknologisk funderede perspektiver foruden videnskabelige indskud, og det er berigende, besættende og irriterende i positiv forstand, for det betyder, at man som læser enten bliver ladt i stikken og blindt følger med, eller at man stopper op og slår det efter for at tilvejebringe en forståelse. Jeg tilhører sidstnævnte, og jeg ved, at det sætter læsetempoet gevaldigt ned, hvilket jeg virkelig kan anbefale, særligt i denne tid med mange notifikationer og rastløse væsner.

Jeg har noteret mig, at der i denne roman er langt over 300 mennesker, man stifter bekendtskab, selvsagt nogle dybere end andre, og det giver immervæk en vis modstand, idet det er forskellige typer og tilgange og møder, man skal sætte sig op til. Forestil dig at møde 300 mennesker inden for få timer – puha en oplevelse.

Det, der er så nærgående aktuelt ved denne roman, er den måde, Pynchon anvender teknologien til at iscenesætte mennesket og livet på helt generelt. Allerede i 1970’erne havde han et – viser det sig – autentisk og foruroligende livagtigt syn på, hvordan informationsteknologien kan gribe ind og definere menneskets liv.

Handlingen her er sådan set, at en amerikansk løjtnant ved navn Tyrone Slothrop forholder sig til alle de bomber, der i Anden Verdenskrigs sidste måneder falder ned over London. Der er særligt én raket, han har i sigte, en Raket 00000, som han rejser rundt efter, og det er noget af en rejse i et krigshærget Europa – han går ikke umærket og ubemærket hen.

Den er vild – virkelig vild og skræmmende tæt på vores virkelighed!

Jeg stødte selv på Thomas Pynchons forfatterskab på Litteraturhistorie på Aarhus Universitet, hvor min forelæser havde sat en forelæsningsrække op, særligt omkring The Crying of Lot 49. En ganske kort sag med en utrolig – viste det sig – dybde, vi kunne angribe, her med fokus på postmodernisme, og jeg var bjergtaget fra første færd.

Så måske er jeg en anelse farvet her, hvem ved?

Vi kender Thomas Pynchon fra Vinland, Mason & Dixon,Naturlige mangler og Det dybe net på dansk, og jeg har indtryk af, at han ikke læses af mange danskere i den brede befolkning – jeg håber, at denne roman kan være med til for alvor at sætte fut i forståelsen af hans forfatterskab.