En kvinde. På rejse, installeret i naturen. Og fanget.

Sagen er den: Hun er på ferie i en jagthytte i bjergene, og hun spadserer rundt for at navigere og orientere sig i den natur, der omgiver hende. Den ender en dag med, i direkte forstand, at omslutte hende; hun banker panden mod noget ganske hårdt og køligt en flot morgenstund.

Titlen udspringer af dette morgenmøde.

Således isoleres hun på særlig vis, og således bliver rejsen også et indre anliggende, for nu skal hun arbejde ihærdigt på at genfinde sig selv, når hun nu er afsondret – tilsyneladende fra et stagneret og ramt liv på den anden side.

Man fornemmer som læser, at en krise har bredt sig og ramt adskillige mennesker derude – på den anden side – en mulig apokalypse.

Man fornemmer – det er i virkeligheden bogens omdrejning. For fortælleren, som er denne registrerende kvinde, der holder følelser ude, beretter om hændelsen og følgelig refleksioner over den nye tilværelse.

Hun har en hund, en kat og en ko som eneste selskab, og det står nu soleklart, at hun må arbejde med at gøre det livsdueligt for sig selv. Derfra udspringer den pludselige interesse for dyrkning af egen have. Hun skal lære at malke, høste og falde ind i den rytme, skoven har. Alt er flydende, sejlende, og holdepunktet er dermed den beretning, hun nedfælder – en slags journal. Som vi så kan dykke ned i og udtrække essensen af.

En vaskeægte overlevelsesdagbog – et stykke litteratur om at finde sig selv. Den satte tanker i gang hos mig.

Særligt er denne fornemmelse af, at tiden står stille, fremherskende for mig, og jeg tænker derfor med glæde på Solvej Balles Om udregning af rumfang, hvor en kvinde også, i en situation hvor tiden står stille, skal finde sig selv på ny.

Væggen er en robinsonade fra skoven.

Man får som læser mulighed for at gentænke sin levevis – det lyder stort.

Bogen er den del af Gyldendals Skala-serie. Den har som sigte at udgive genopdagede værker fra det 20. århundrede.

Denne er en klassiker – og jeg anbefaler.