Det frie liv. De frie tanker. Frisættende sind.
Det er ikke alle, der har den hos sig.

Hovedpersonen i denne lille sag, der ikke rummer mange sider, har rigtig mange tanker og jagter en tilværelse, hvor der er rum for at folde sig ud som det tænkende menneske, hun er.

Hun lever i Iran, må vi formode, hvor kvinder ikke levnes mange rettigheder, og vi skal som læsere her huske på, at denne roman har en del år på bagen og en særlig receptionshistorie. Den blev bandlyst og verfet væk fra alle, og Shahrnush Parsipur meddeler, at originalen ikke længere findes, hvorfor hun har stykket den sammen fra de censurerede udgaver og egne tanker.

Den har noget på hjerte: Hun har noget i sinde, Shahrnush.

Hun slår et slag for friheden og for de aparte, frigørende fortællinger. Det så vi også i Kvinder uden mænd, som henvendte sig til mange læsere her i Danmark.

Hovedpersonen skal giftes bort med en firkantet, fredelig og fordragelig mand, der lever efter klokken og efter rammer, og hun kan ikke udstå det, for hun har mødt B. Han er tyve år ældre end hende, og han er et frit menneske, der ryger, drikker og diskuterer de store ting i livet – han danser endog i regnen og vil være selvstændig, måske endda digter? Hun er bjergtaget af ham, og hun forfølger drømmen.

Han viger udenom, forpupper sig på sin vis, meget magisk. Overrumplende smukt. Men han har problemer. Filtres ind i sit eget stads af en puppe, må reddes, og han forsvinder.

Hvad med vor hovedperson? Hun vil diskutere selvmordet som begreb, og hun vil reflektere over sin tid på negative planeter. Hun flyver, hæver sig over alt jordnært, og jeg flyver med.

Den er så fint oversat, tænker jeg. Det flyder, sproget. Og efterordet, skrevet af Nazila Kivi, som også har oversat fra persisk, er en perle, jeg kommer til at erindre i en tid.