Velkommen til Jonathan Franzen, når han er bedt.

Velkommen til en familie på randen af opløsning. Vi kender det fra Korrektioner samt fra Frihed, som er to af de romaner, der også her i Danmark har sat Jonathan Franzen på forfatterkortet.

Han er kendt for at skrive tidstypiske og realistisk-rammende romaner, der har en tyngde og et sprog, der ikke umiddelbart står i forbindelse med andre. Det være sig lange, snoede sætninger, hvor indskud netop rummer megen mening, og fortættede dialoger, der fører læserens tanker på videre færd.

Han er kendt for at tegne psykologisk skarpe karakterer frem, og det tilslutter jeg mig. Han er kritiseret for at skrive den samme roman igen og igen.

Endelig er han fortaler for at skrotte internetforbindelsen, når man vil være sig selv nærmest, for distraktion er det værste i vores tidsalder, og han harcelerer mod menneskers overforbrug og rovdrift på naturen. Han er imod fjernsynets indtog og plads i samfundet – han revser løs, men han har smil på læben. Der er en glød i stemmen, en varme i skriften.

Korsveje er en glimrende bog – for her er der nye veje i forfatterskabet.

Skal man gøre, hvad man er bedst til, eller skal man udfordre sig selv? Her udfordrer Jonathan Franzen tilsyneladende sig selv, idet han kaster sig ud i at skære en kvindelig karakter bedre end forudgående romaner. Han har netop også modtaget kritik for ikke at evne at skrive nuanceret og autentisk (rundt) om kvinder i sine romaner; mange mener, at han har for vane at gøre dem kantede og arketypiske. Det er, hvad han udfordrer sig selv med her, for Marion er helt sikkert romanens store styrke og evige punkt for refleksion, i min optik.

Handlingen henlægges til en familie bestående af Russ, som er en præst i opløsning. Der er Marion, som han planlægger at forlade. Hun er en slags geni, der ikke altid lykkes med tingene, og psykisk sygdom er et tilbagevendende tema for hende. Så er der deres fire børn, som hver især fanges af enten et potforbrug, et arbejdsliv eller politisk indignation.

Jonathan Franzen graver dybt, og man fornemmer ganske hele tiden, at familien som enhed balancerer på kanten konstant, og det er det, der er så pirrende her. Han – Franzen – formår at spille karaktererne så fint og troværdigt ud mod hinanden, lade dem forsone sig igen, skubbe hinanden væk – og det overhængende er måden at kommunikere på, for hvor går man tit galt i byen her.

Jeg er så stor fan!

Og jeg klapper i hænderne over at vide, at det er begyndelsen på en trilogi.