Præmisset for fortællingen i Eden er så gammelt som science fiction-genren selv: en rekognosceringsekspedition ender i en nødlanding på den ukendte planet, hvor organisk liv er blevet sporet.

De seks medlemmer er lykkeligvis så gennemførligt øvede at kunne fungere som hinanden sammenhængende tandhjul (henvisning til andre foregår gennem deres funktion i besætningsstaben, ‘lægen’ ‘kemikeren’, osv.) og dette skal vel også hjælpe med at flytte fokusset fra nogle gisninger fra læserens side om intrigemageri og nervefulde anspændtheder - her er der tale om en idéroman. Godt det samme, for karaktererne lever fuldt op til deres erhvervsmæssige anonymitet og er så lidet interessante, at man snart glemmer at hæfte sig ved nogen samtale mellem mennesker, da der vel nærmere kan tales om udveksling af information.

Dette desuagtet er bogen (dette skønne objekt, som jeg ved hvert nyt kapitel tog pause for at beundre - nedtonet lilla, sortmalede snit og gråmelerede billeder af et uidentificerbart landskab på forsatsen og ved nye kapitler) bolstret med ‘hovedværk’ på bagsiden, og jeg vil gå med herpå, da det mildnende ‘tidlig’ er sat foran. Altså en bog, hvis temaer står tydeligt og udviklet frem for læseren; omend en pointe for romanen netop er det utydelige og uudviklede, som er dømt forblive på den ene side af en grænse, der ikke er sat en denne selv. Ingen postuleret perspektivforskydning eller indsigt i det vidensparadigme, som dikterer målet for hvad kan betragtes som lødig viden kontra pseudo-versionerne heraf.

For Lem handler det om den menneskelige intelligens’ definitive uformåenhed i konfrontationen med andet organisk liv (denne kategorisering bliver nærmest som det første nedskudt med forsøget på at definere noget træ-lignende på planeten, ‘lungetræ’ kommer det, ikke videre belysende, til at hedde). Beskrivelserne driver ned ad siderne for at forsøge på billedliggørelse gennem menneskelige øjne, men ligesom regn på ruden bliver det hele tiltagende mere uklart.

Livet på planeten Eden virker til at være i konstant bevægelse, endeløs og formålsløs fabriksproduktion af bevægende (og intelligente) organismer, som nærmest lever som enlige spirer på en kompostbunke af fejlskabte, dødfødte genstande der forblev i potentialet. Katalogisering har her udlevet sin funktion at øge viden, skabe fortrolighed og derfra herske ved at udvinde den menneskelige nytteværdi.

Med Eden konfronteres man med Paradis i en Dante’sk udgave. Metaforerne som sproget udgør hører ganske enkelt op i den fremadskridende bevægelse mod Gud - eller det ikke-menneskelige. Hvad end der forestår os i den forjættede have, må den menneskelige forestillingsevne komme til kort; ufuldstændigheden vel nærmest en betingelse for sidstnævnte. Men dette giver os jo en endeløs mængde af ord, som kredser om den negative pol, hvis kilde det aldrig bliver mennesket forundt at nærme sig. Og dog: står lægens (den tænksomme karakter) sidste, ordløse gestus til planetens beboerne, da skibet står klar til at lette igen, ikke som en indikation om alligevel på et andet forståelsesplan hinsides intellektet? Livets uudslettelige samhørighed på tværs af de altid hærgende konflikter? Måske ikke overbevist med læsningen af denne mere besindede, pragmatiske roman...så er et frø dog plantet.