Man kommer nemt i forlegenhed ved at forsøge at indkredse Sletterne indenfor en bestemt genre eller med en overordnet tematik eller tendens. Til hjælp ud af dette behøver man dog ikke vende blikket længere end til bagsiden af bogen for at erkende, at forlæggeren ligeledes er havnet i samme problematik, som denne dog elegant kommer over i frimodig opgivenhed: utopi, lignelse, fabel, allegori, analogi og mytologi. Mere sikkert, men ikke mere specifikt, kan man stadfæste ved ovenstående, at Sletterne ikke hører til den traditionelle forståelse af en romans komposition.

Titlen henviser til navnet på et forestillet område, geografisk placeret i hjertet af Australien, som de første to tredjedele af bogen benytter på at opbygge en alternativ oprindelseshistorie til. Denne fortælles af de velhavende og sandsynligvis ledende mænd (en krydsning mellem feudale godsejere og amerikanske kvægavlere) i samfundet.

Den unavngivne fortæller er en forhåbentligt vordende filminstruktør, som drager til landet fra Melbourne for at gennemføre nogle indspilninger. Han forestiller sig en slutsekvens med en godsejerdatter til en baggrund af Sletterne, som de fortaber sig ud i horisonten; eftersigende skulle dette, hvis realiseret, blive de første fotografiske optagelser af landskabet overhovedet.

Som man nok kan forestille sig, ender dette projekt med at havarere. Fortælleren opsøger disse godsejere, som med jævne mellemrum mødes til drikke- og ædegilde strækkende sig over flere dage, hvor de passerer tiden med at fortælle hinanden om deres personlige visioner over Sletterne. Dette er ikke egentlige diskussioner men blot syv hinanden overlappende monologer omkring fantasibilleder- samt motiver. Således holder den ene en tale over det særegne ved Slette-kvinders hhv. mørke eller lyse glød, en anden om den overførte betydning ved fugleliv og en tredje om rejsemotivets relevans for folk, som deres hele liv igennem forbliver samme sted.

Selvom de da hver for sig ridder deres egne kæpheste, bunder det for dem alle i en besættelse over at udfinde det definitivt særlige ved Sletterne som land, hvad også landets oprindelseshistorie vidner om, grundfæstet som det udførligt berettes på dette at have været en stadig kilde til splittelse og gruppedannelse siden de første indvandrere drog ind og bosatte sig i området.

Nuvel, godsejere beflitter sig som sagt ikke kun med tale til hinanden. Som oldermænd fra et andet eventyr lader de dem forestille en række “kunstnere” hvis projekter omhandler ‘Sletterne’ og som rigmændene da muligvis kunne have interesse i at fungere som mæcener for; således også med fortælleren og hans filmprojekt.

At projektet aldrig bæres frem til en egentlig film, endsige blot indspilningerne dertil, anes allerede fra fortællingens indledende “For tyve år siden da jeg først ankom til sletterne [...]”. Frugtesløst har bestræbelserne dog ikke helt været, i det fortællingen præsenteres som en sammenlægning af notater og idéudkast til filmen, samt erindringer over de tyve foregående år. Frugten er jo da også en komprimeret sag som nærmest i denne fortætning truer med at overvælde i idérigdom, hvis formuleringer er af sådan variation, at den gamle vin sandelig ikke smager således på de nye flasker.

For læsere beskæftiget med tanker om populisme og patriotisme er der en tydelig appel i Murnanes roman, selvom denne fra 1982. Læseren velbevandret i angelsaksisk besættelseslitteratur (Moby-Dick, Lolita, Possession) vil sandsynligvis også finde fornøjelse og fornyelse i en roman væsentlig mere kortfattet og underspillet end de følelsesfuldt-patetiske udbrud denne genre oftest ses at indbyde til.

Humoren nærmer sig snarere den af Kafka med dens ironiske undertone i det vedvarende forsøg på kommunikation mellem afgrænsede, hinanden utilnærmelige livsanskuelser. For Murnane er der dog yderligere ironi tilføjet, at anskuelserne alle dog foregiver at tale om det samme - men denne læser vil dog forsøgene til trods komme i forlegenhed ved at skulle forklare, hvad Sletterne så i sidste ende er.