Det er med stor spænding undertegnede åbner det seneste værk af renæssancemennesket Amalie Smith (født 1985), der har markeret sig som sin generation måske mest betydelige tekstkunstner. Uddannet i 2009 fra Forfatterskolen og fra Det kgl. Danske Kunstakademi i 2015. Som en af de få vil og kan Smith blande ord, billede, materialitet og idéer i stadig nye, subversive og kritisk spørgende værker. Thread Ripper virker som et hidtil højdepunkt i Smiths imponerende korpus, der transcenderer den dansk-skandinaviske tradition og skriver sig ind i en større, anglo-saxo dialog på begge sider af atlanten.

Stof og tekstiler som metafor og symbol har de sidste par år været omdrejningspunkt for et stadigt vidtvoksende paradigme, i særdeleshed indenfor det man med litteraturvidenskabelig vokabular kalder New Materialism, feministisk og postkolonial litteratur og teori. Amerikanske Anne Boyers’ Garments Against Women fra 2016 er en afgørende milepæl i forsøget på at fremskrive en poetik, en marxistisk-feministisk kritik og et unikt litterært opus, som oscillerer mellem det hjemlige, det filosofisk-undrende, et raseri over ulighed og undertrykkelse, en porøs lykkefølelse i glimt og et fabulerende, inciterende sprog, der beskriver kroppen og dens materie som et angrebet, indespærret væsen og objekt.

At rive itu, ”to rip”, er at opløse med kraft; at fjerne små eller større sammenkoblede mikroorganismer fra hinanden, at ødelægge i en negativ valorisering eller opløse og frigøre i en positiv ditto. Smith indrammer sin tekst løbende i mytologien. Penelope der venter nitten år på sin bortfarne Odysseus: ”Penelope om dagen: Opbygger et billede. Penelope om natten: Bryde et billede ned til dets fysiske bestanddele.” (s. 4). Fortællerstemmen (som i øvrigt må antages primært at være Smith selv, eftersom der tales om jeg’et uddannelse på kunstakademiet som væver, om bestillingsarbejde til Digitalstyrelsen etc.) vil nedbryde men ikke være sikker; optrævle, nedbryde og tvivle. Fra den bibelske apokalypses destruktion, nulstilling og rekonstruktion over Penelopes vævning til Boyers’ rasende strikning og hækling i metaforisk-æstetisk forstand og nu Smiths opløsningsproces og den altoverskyggende rådvildhed og tvivl men også nysgerrighed overfor det ukendte, den store anden: ”At ethvert valg kan udskydes til det øjeblik, hvor jeg står med hænderne i materien.” (p. 5) Computeren er Smiths pensel og blyant, dét hun bruger til at skabe med; computerens hulkort er det, der forbinder den med væven, som via en snor af billeder i punkter forbindes i kæder og skaber ordbilleder.

Kunstværket er en blanding af ord og billede, en fusion, der skabes på computer og i teknologisk forstand består af ”8 kerner, 16 tråde” og ”Med strålerne mener jeg stof” (p. 6-7) Hvor Penelope vævede med et primitivt redskab, så effektiviserer Joseph Marie Jacquard væven ved at koble hulkortet til væven i 1800-tallet, hvorefter produktionen af mønstrede tekstiler kan masseproduceres. Hulkortet er sammen med dampmaskinen startskuddet til industrialiseringens tromlende fremad – nye muligheder og mere kapital men også ensartethed og konformisme.

Men teknologien er og bliver en binær verden uden plads til tvivl, angst, spørgsmål eller bevægelse; alt det, som kunstneren og mennesket Smith vil undgå: ”Min far blev uddannet til psykoterapeut i begyndelsen af 1980’erne. En dag sagde han: ’Jeg har svært ved at placere dig i nogen kategori eller teori – hver gang jeg tror det lykkes undviger du. Denne undvigelse tog jeg med mig som et adelsmærke. Jeg forandrer mig. Jeg vrider mig fri. Jeg tvivler på alt, der er statisk.” (p. 11). Smith vil væve og trævle op, skabe enhed og atomisere, skabet et ”uendeligt ufærdigt billede”. Denne poetik må altså optrævle for at væve, men intentionen eller målet er ikke eet færdigt Værk med stort, ikke et statisk billede. I stedet søger Smith i Thread Ripper konstant efter det foranderlige, det undvigende. Men parallelt med denne insisteren på ikke at låse sig fast eller binde for hårde knuder gennemsyres bogen af en evig venden tilbage til, en indsættelse af naturen og dyreverdenen som dét rum, hvor kunstneren måske, og altid kun momentant, kan finde mening, enhed eller soning. Naturen er allestedsnærværende men evigt skrøbelig og underlagt det egoistiske og destruktive menneske – økokritikken er en lang tråd, der infiltrerer og væves ind i fortællerens egen eksistentielle (krise)overgang fra 20’erne til 30’erne og gentagne besøg hos terapeuten, hvor børn eller ej eller om kærligheden til William overhovedet er holdbar tages op direkte eller indirekte.

Thread Ripper er fyldt med å, padderok, planter, enebærkrat, kornmark, skovbryn, olie, silkemøl, svamp, birketræ, skovbund, rødder, sommerfugl, japanske kirsebærtræer, siv for enden af vejen, sennepsplanter, bjerge, pollen, dæmninger, fersken, liljer ligesom et helt kapitel er betitlet ”Planternes nervesystem”. Dyr nævnes tilsvarende ofte - det er ”uhyggeligt at se på køerne uden at kunne genkende dem som andet end slagtedyr” og ”to små mus med øjne så sorte som kogte rejers” (p. 83), og ellers spredes ”lugten af hvalkirtler” og en mindre Melville’sk encyklopædisk viden om dyr med lind hånd.

Som Penelope, Ada Lovelace, Maria Sibylla Merian og Grace Hopper væver Amalie Smith et vildtfavnende, polyfont, mangefarvet ’coat of many colours’, der sammenstrikker fortællerens eksistentielle overvejelser og stadie i livet, æstetisk søgen efter at kunne rumme tvivl og indsigt på samme tud, angsten for dødens store ingenting og håbet om at vi alle er forbundne og ikke alene. Det er svært at finde et mere helstøbt, udfordrende autoteoretisk værk, der rammer så præcist ned i tidens nye materialisme, feminisme og litteratur og samtidig er sin helt, helt egen med internationalt format.