Bjørn Hansen har vi mødt tidligere, idet Dag Solstad har skrevet to forudgående romaner om ham, og jeg vil indlede med at fortælle, at man gør sig selv en tjeneste at læse dem, før man – og det bør man – kaster sig over denne nyeste og afsluttende del af stammen.

Det vil svare til at gå til bananasplitten uden banan, der mangler ganske enkelt noget, en grundig og central essens.

Bjørn Hansen er nu blevet 77 år, og han har nu tid til at tænke over tilværelsen, som bestemt i visse situationer har spillet ham et puds. Han ser på sin vis frem mod døden, for den banker på, snart, ved han.

Det banker på, gør det, og det er hans svigerdatter – måske er døden et bedre alternativ. Hun har noget til ham; hans barnebarn Wiggo. Hun har besluttet, at han skal bo hos ham. Han er ikke enig, for han vil blot sit eget selskab og sin bogreol, som huser ganske mange titler efterhånden.

Da forstyrres det monotone liv, hvor Bjørn har kunnet føre selvvalgte samtaler med sine afdøde forældre, og pludselig mærker man en anden vitalitet og ganske enkelt oprørsk flade hos den gamle knark.

Det er en meget sigende og rammende fortælling, som via sin originalitet virkelig vinder.

Der er en særlig måde at læse denne på: Gør dig selv tjenesten at sidde med alle tre romaner foran dig fra start. De er hver især ikke lange, rummer ikke mange sider, men ufatteligt megen dybde, og træk så vejret sammen med sætningerne, og du mærker givetvis, hvordan de smelter sammen med dig og skaber en rendyrket virkelighed, som du kan forholde dig til.