To smukke udgivelser er landet i Danmark; det er to japanske fortællinger, som viser, at der er så meget mellem himmel og jord; at virkeligheden ikke er, som den giver sig ud for at være.

Det kan være, at disse to korte romaner eller længere noveller (betegnelsen er flydende) kan ruske lidt op i det læsende publikum i Danmark, hvor vi jo på disse breddegrader har et undertiden temmelig objektivt og videnskabeligt blik på den virkelighed, vi befinder os i.

Der er så meget mere, og det synes at være noget, Yukiko Montoya og Yoko Tawada påpeger; førstnævnte med Et eksotisk ægteskab, næstnævnte med Brudgommen var en hund.

Begge fortællinger er blevet tildelt den store pris i Japan, Akutagawaprisen.

Hvis vi skal zoome ind på Et eksotisk ægteskab, vil jeg notere mig, at det er den nyeste af de to, den er fra 2016. Den handler om et ægteskab, surprise! Men den er mere end det. Den kaster sit lys over et intimt foretagende, det private øjeblik, hverdagens rum, og det er San, der er gennemgående, kvinden i forholdet her, for hun fornemmer, at noget er ved at skride for hende, virkeligheden smutter, og hun ligner ganske mere og mere sin egen mand, hvilket vitterligt er en stor fortrydelse for hende.

Vi bevæger os på det subtile niveau mellem magisk realisme/det overnaturlige og det hverdagsligt gennemrealistiske, i en hårfin dans, som stikker til mig som læser.

I den bedste situation ender man med at overveje denne institution, som ægteskabet jo praktisk taget er. Hvem lever jeg sammen med, hvorfor? Hvad forbinder os, er jeg mig selv?

Brudgommen var en hund er fra 1993. Den er mærkelig, mystisk, og den er med andre ord svær at begribe. Men den er besættende. Hovedpersonen er en kvinde, en skolelærerinde, der mestendels lever for sig selv.

Hun fortæller med stor indlevelse sine elever en fabel om en prinsesse, der lover at gifte sig med en hund til gengæld for nogle modydelser. Tiden går. Pludselig får lærerinden besøg af en ganske normal mand, som hun indleder et forhold til, men straks begynder det dyriske at vise sit ansigt, og hun må finde sig i hans til tider direkte udfordrende hundeliv.

Det får ganske enkelt tankerne til at summe lidt – hvad er det konventionelle liv, er det noget for mig? Hvorfor er der disse rammer? Kan man bryde ud?

Det er netop dét, der er så fint ved disse to fortællinger, som er en del af Korridors novella-serie. De stiller de store eksistentielle spørgsmål, udtalt og udformet i det hverdagslige og praktiske.