Ali Smith er i færd med at skrive hele året ud, rundt, og det er omfangsrigt og direkte. Baggrundstæppet er Storbritannien og EU, men det er de stille eksistenser og de personlige beretninger, der er i centrum, hvorved det store billede bliver eksemplificeret via de små situationer, det er et godt greb.

Nu er vi nået frem til foråret.
Richard, som vi møder her, træffer Brit i toget til Kingsussie. Hun vil væk, stiler efter højlandet, og hun en 12-årig pige med sig under armen, sådan omtrent. Hun, pigen, hedder Florence, og hun er fåmælt, når det kommer til spørgsmålet om, hvor hun kommer fra, men hun rummer et og andet, og meget af romanen her går med at finde sådan nogenlunde frem til det, mens der bestemt også er andet på færde.

Richard selv er fyldt af sorg, for han har mistet sin bedste ven, og han har hang til at kaste sig ud i en monolog, rettet mod en ganske imaginær datter.

Ali Smith har en misundelsesværdig evne til at skrive scenerier frem med en poetisk penneføring, og jeg synes, at dette er den bedste del af denne årstidskvartet, indtil videre. Det hele synger og spiller for hende, og hun træder frem som en af de store forfattere i denne tid.

Det, der er så fint her, er, at Ali Smiths måde at skrive på, er så original, så syngende, messende og sig selv, at man som læser helt svømmer med og glemmer sig selv.

Det er, hvad skøn litteratur kan, når det er bedst.

Her endda med naturligt barsk stream of consciousness, som tager Virginia Woolfs nænsomme og melankolske af slagsen det stykke videre, frem mod det barske og vilde højland, med de sublime situationer.