Det må siges at være betimeligt, at renæssanceærket Dekameron nu atter bliver tilgængeligt på dansk i coronatid! Selvom Giovanni Boccacios (1313-1375) storværk fra (formentlig) 1351 har været oversat flere gange, øges opmærksomheden naturligt ved en nyoversættelse, og når det endda er sket ved den celebrerede oversætter, Thomas Harders, mellemkomst, så er lykken næsten gjort.

Her har vi fået et fejende flot værk, der er en verdenslitteratur værdig. Det er den gyldne forlæggerduo, Lasse Rask Hoff og Jacob Maagaard Poulsen, der har afstedkommet udgivelsen, og de har endda desuden netop sendt Daniel Defoes berømte Pestens år fra 1722 på gaden, der ligesom Dekameron har høstet store roser i den danske presse. Alt i alt har vi altså fået to virusbøger på gaden, som kan lune, selv når coronaen har sluppet sit greb igen.

Selvom Dekameron er fiktion, så er den på ingen måde løsrevet fra Boccacios egen historie. I årene 1347-1351 hærgede pesten i Europa og nåede i 1348 til Firenze, Boccacios hjemby. Man anslår at mellem 50 og 75 % af indbyggerne i Firenze – ca. 100.000 – mistede livet! Boccacio mistede sin far og sin stedmor, så personlige tab lå også i historikken. Det er denne tragedie, der er rammen omkring værket.

Dekameron betyder ”ti dage” på græsk og er faktisk verdens første samling noveller (Boccacio døber de hundrede historier i bogen ”novelle” (flertal af ”novella”) ifølge det oplysende forord af Pia Schwarz Lausten og Anders Toftgaard). I bogen følger vi syv kvinder og tre mænd, der drager ud af byen for at etablere det perfekte, litterære Shangri-La – de flytter dog både efter tredje og sjette dag, hver gang til et endnu mere indbydende sted. I smukke omgivelser slår de unge mennesker sig ned, læser litteratur om formiddagen, fortæller historier om eftermiddagen og danser om aftenen. Hvad der reelt er adspredelse fra den selvvalgte landflygtighed, er således også et storslået eksempel på menneskets iboende skabertrang og lyst til fabulation.

I nærværende coronatid meldes der igen og igen om forhøjet brug af pornografi, og Boccacio var ikke fremmed for den idé. I hvert fald handler en god portion af historier om lyst, begær, sidespring og sex, og derfor har værket også fået sin del af den kyske kritik, som den slags værker måtte lægge navn til i århundreder. Mere væsentligt er det dog, at Boccacio er en lærd mand, der ønsker at pege på litteraturen som et helle midt i kaos. Som sine samtidige, Dante og Petrarca, skriver Boccacio et stort epos, men han gør det alligevel med en gryende humanitet i centrum. Derved er Dekameron først og fremmest en fremadrettet pil mod den renæssance, som snart skulle afløse middelalderen. Mennesket er nu i centrum for forståelsen af universet, og Boccacio viser, hvordan det både ser storslået og snusket ud. Boccacio lader også fx munke spille en lidet flatterende rolle i visse historier – særligt om liderlighed – og den type af klerikal kritik var også inspirator for senere frigørelse fra stændersystemets jerngreb om almuen.

Hundrede historier kan lune igennem lang tid, og det vil Dekameron gøre. Der er således både lærerige, underholdende, vidtløftige, skøre og lumre fortællinger, der for manges vedkommende stadig fremstår dugfriske og læsbare. Der er kun tilbage at lykønske os alle for, at vi igen har fået dette mesterværk på dansk i en opdateret og fornem udgave.