Det første der slår en gammel bogfetichist, når man får Erland Loes nye bog i hænderne, er hvor lækkert den er lavet. Kudos til designeren på Gyldendal, for både formatet, indbindingen og ikke mindst det meget simple, men samtidigt helt vildt elegante forsidedesign, gør at man føler sig godt tilpas, allerede inden man har åbnet bogen. Formatet er lidt større end en notitsbog og passer vist til de fleste lidt større lommer. Heldigvis fortsætter begejstringen ud over det taktile og æstetiske, når man begynder at læse Erland Loes seneste kortroman Helvede. Ideen om at lade en fiktiv person taget turen til Helvede er bestemt ikke ny. Allerede i 1472 sendte Dante som bekendt sin Virgil afsted på sin tur i Den guddommelige komedie, moderen til alle efterfølgende fortællinger og forestillinger om netop Helvede. Til gengæld har Loes Helvede mere til fælles med Chuck Palahniuks Damned end med Dante, for hos både Loe og især hos Palahniuk bliver Satans rige benyttet til at komme med satiriske kommentarer til vor samtid og levevis.

Før læseren dog kommer en tur i helvede, bliver bogens egentlige hovedperson Rakel præsenteret. Som de fleste læsere sikkert ved, så er en romans allerførste linjer ofte afgørende for, om man har lyst til at læse mere. Og i denne anmelders optik formår Erland Loe at levere varen. De første linjer i Helvede lyder nemlig: ”Rakel havde haft et hårdt år, men hun var ikke ked af det, men lidt ked af det var hun nu alligevel” (s. 5). Rakel er nemlig moden kvinde, der mildest talt befinder sig lidt i en midtvejskrise. Hun fylder 50 næste gang, og manden er netop skredet med en meget yngre model. Rakel er flyttet fra deres fælles hjem og befinder sig pludseligt i et rækkehus. Et liv hun i første omgang har svært ved at vænne sig til, for det er meget forskelligt fra det villaliv, hun er vant til.

I et forsøg på at få tiden til at gå i en af de uger, hvor hun ikke har ungerne, beslutter hun sig for at anlægge et bed i haven, men da hun begynder at grave, støder hun på en stor metallem i plænen. Da det lykkes hende at åbne den, kan hun se en trappe, der går ned i mørket, og inden længe tager hun mod til sig og beslutter sig for at gå ned af trappen. Det første rum, hun kommer til, er en slags kontor, hvor hun har mulighed for at købe adgang til underverdenen. Det skal selvsagt prøves og pludselig befinder hun sig, efter et hurtigt tøjskift, i selveste Helvede.

Mange af hendes forestillinger om Helvede holder stik, men det skal også vise sig, at mange af de fordomme, Rakel havde, bliver gjort til skamme. Dette sker især, da hun møder selveste Satan. Han viser sig at se meget anderledes ud end den version, som Rakel ellers havde forestillet sig. Han er hverken rød i huden, har ikke gedebukkeben og heller ingen horn i panden. Det er dog ikke den eneste overraskelse, hun har i vente.

For ikke at ødelægge din egen læseoplevelse må Kapellet hellere holde inde med at genfortælle, hvad der herefter sker, men det kan godt afsløres, at denne guidede tur gennem Helvede udvikler sig meget anderledes, end man måske godt kunne have troet. Dertil kommer, at Loe ofte benytter lejligheden til at give sin læser informationer, som kan være nyttige, hvis man ikke selv vil ende dér, når engang ens tid er omme. Eksempelvis fortælles det, at det godt kan accepteres, at man slår sin hund en enkelt gang, men gentager det sig, så har du sikret dig en billet direkte til Helvede. Det samme gælder for cykeltyve, og her har man altså kun nødig at stjæle en enkelt cykel for at få samme tur.

Som det nok kan anes er denne lille, hyggelige fortælling ikke en, der tager udgangspunkt i de svovlprædikener, som mange læsere måske har hørt gennem opvæksten, men derimod er det en meget munter og positiv fortælling, der gemmer sig bag bogens ellers så dystre titel.

Som altid hos Loe er ”anførselstegn” bandlyst, men det betyder ikke at det er svært at følge med i bogens dialoger. Dertil kommer, at bogen er rigt illustreret af Kim Hjorthøi, hvis sort/hvide, naivistiske, men grafisk ret flotte tegninger synes at være et fint akkompagnement til den historie, der udfolder sig. Man kunne godt spekulere i, om illustrationerne er med, for at give lidt volumen til den i forvejen lille, ordknappe kortroman, men uanset hvad, så er det også indimellem rart, at kaste sig over en bog, der kan læses på en time til halvanden.

For fans af forfatteren er dette selvagt ikke hovedværket, men en bog der både takket være sit fine design og den charmerende fortælling skal op på hylden. For alle andre læsere, der måske har brug for et lille litterært, humoristisk break mellem andre, tungere romaner, er den også kærkommen. Kapellet vil under alle omstændigheder varmt anbefale denne litterære snack til alle, der holder af lidt anderledes fortællinger.