Drengen i sneen / Samuel Bjørk / 400 sider
Gyldendal. ISBN 9788763854665
Anmeldt 25/3 2020, 11:57 af Emma Krogh Knudsen
Samuel Bjørk har gjort det igen
Samuel Bjørk har gjort det igen
« TilbageHvad jeg kun kan forestille mig at have været en længe ventet udgivelse, står endelig klar til at skabe spænding, forargelse og hjertebanken hos læserene hjemme i stuerne. Her tales der selvfølgelig om Samuel Bjørks tredje bind om efterforskerduoen Holger Munch og Mia Krüger – nemlig Drengen i Sneen. Jeg kan som anmelder kun opfordre jer til at lægge et besøg forbi hos den nærmeste boghandler, for Bjørk har endnu engang formået at kreere et mesterværk, som er svært at lægge fra sig.
I dette tredje bind følger man som vanlig vis de to efterforskere Holger Munch og Mia Krüger i deres jagt på en sadistisk morder, som viser sig at have konstrueret et puslespil udover det sædvanlige. Når der er tale om en anmeldelse af en krimiroman ville det være en skam at afsløre særlig meget, og det er derfor bevidst, at jeg som sådan ikke vil afsløre meget mere end ovenstående. Alligevel, uden at løfte sløret for meget, vil jeg indskyde, at jeg betragter mysteriet i Drengen i Sneen, som det mest komplicerede blandt de tre bind.
Hvad der i høj grad fanger denne anmelders interesse, og hvad jeg ligeledes betragter som et bærende element i Bjørks univers, er hans evne til at menneskeliggøre sine karakterer og skabe en stor interesse i deres liv udenfor omdrejningspunktet; nemlig efterforskningen. Dette viste sig allerede i Bjørks første bind i serien, men er kun blevet forstærket for hver udgivelse, og Drengen i Sneen er langt fra nogen undtagelse.
Læseren bliver introduceret til mange karakterer, som hver især er blevet tildelt enkelte kapitler, hvilket jeg betragter som et stærkt træk, idet der bliver forventet noget af læseren, mens der samtidig bliver skabt en god dynamik, som styrker interessen i værket. Hertil, har Bjørk skabt nogle yderst velstøbte og sympatiske karakterer, som man ikke kan undgå at holde af og holde med, hvor særligt bindets hovedkarakterer Holger Munch og Mia Krüger ligger højt på listen.
Jeg sad forventningsfuldt som læser, og så frem til endnu engang at blive lukket ind i karakterernes tankemylder, observationer og høre hvorledes det gik med deres relationer og deres liv helt generelt. Særligt Mia Krügers udvikling i Drengen i Sneen er yderst interessevækkende og var spændende at følge. På samme tid så jeg også frem til at blive bekendt med hvilke nye, medrivende karakterer der gradvist ville blive introduceret i det seneste værk, og hvem der ville få mest taletid og i så fald hvorfor. Her blev jeg ej heller skuffet.
Hvis det ikke er det første gang, at man bevæger sig ind i Bjørks univers, vil man som læser kunne nikke genkendende til et narrativt mønster, som på sin vis kan betragtes som gavnende, idet det skaber en vis tryghed og genkendelse. Samtidig kan dette også svække spændingen, idet læseren for så vidt muligt ville kunne regne visse tråde af den narrative struktur ud. Dette vil jeg betragte som lidt ærgerligt, nu når der er tale om en krimiroman. Heldigvis forværrer det dog langt fra værkets potentiale, da dette også medbringer positive elementer med sig. Desuden vil en førstegangslæser, som ikke er bekendt med universet på forhånd, ikke ænse dette.
Så er man til et fængende persongalleri, spænding i stor stil, kryptiske spor og gåder og kan lide følelsen af at holde tungen lige i munden, så skal man bestemt ikke snyde sig selv for Samuel Bjørks nyeste skud på stammen.
Dette bind kan på sin vis godt læses foruden de andre, idet der er tale om en enestående sag. Alligevel, vil jeg dog til hver en tid anbefale en kommende læser at give sig i kast med de to første bind på forhånd, da et godt kenskab til universets gennemgående karakterer kan være af stor betydning for at kunne holde trit med handlingen, både indenfor og udenfor efterforskningen. Derudover vil dette øjensynligt også styrke den generelle glæde ved at læse Drengen i Sneen.