Britiske Adele Parks’ Hun var velkommen er et af de nyeste skud på stammen inden for den populære thriller-genre, man kalder ’domestic noir’. Omdrejningspunktet er de helt nære relationer og vores sårbarhed, når de ramler, og netop fordi dramaet her er placeret inden for familien, kommer det også så meget desto tættere på.

Mel og Abi var nære veninder på universitetet, men gled fra hinanden, da Mel blev gravid efter et mystisk one night stand og droppede ud. Siden dengang har deres livsbaner været vidt forskellige. Men nu kontakter Abi Mel efter små tyve år; hun ligger i skilsmisse med sin rige, utro ægtemand og trænger til en skulder at græde ud ved. Snart er Abi som et medlem af Mels smårodede middelklassefamilie – lidt for meget, efter Mels mands mening. Men Mel keder sig i sit leverpostejsliv i provinsen og er betaget af den glamourøse Abi og hendes indgroede tro på, at alt godt kommer til den, der går ud og tager det. Lige indtil dén tilgang rammer Mel og hendes familie. Som tingene spidser til, opdager man, at både Abi og Mel har lig i lasten.

De hjemlige rammer til trods rummer romanen en række barske sværvægtertematikker: hævntørst, skyld, løgne og hemmeligheder. Samtidig er kærlighed – og især moderkærlighed – et centralt motiv. Der er som bekendt næsten intet, en mor ikke vil gøre for at beskytte sine børn mod ondt – ligesom trangen til at få et barn kan være lige så stærk. Det er en velskrevet bog, hvor mange vil kunne nikke genkendende til familielivet, hvor hverdagens trivialiteter eksisterer side om side med skelsættende højdepunkter som barnets studentereksamen.

Synsvinklen skifter mellem flere af bogens karakterer, hvilket bidrager til spændingen, ligesom meget bliver fortalt dobbelttydigt. Alligevel oplevede jeg som læser at kunne gætte væsentlige elementer i plottet – noget, jeg kun sjældent kan. Så måske er romanens force mere beskrivelserne af livet i en helt almindelig engelsk middelklassefamilie samt de følelser, de hver især gennemlever, da først dramaet mellem personerne spidser til. Det er næsten fysisk pinefuldt at følge familiekonflikterne og katastrofen, som den langsomt udfoldes, kapitel efter kapitel. (Og det er ikke nogen kort bog). Så selvom Adele Parks har en baggrund som succesfuld feel-good-forfatter, er det helt andre strenge i læserens følelsesregister, der spilles på i Hun var velkommen.

Personligt var jeg ikke begejstret for romanens slutning, som ikke umiddelbart virker troværdig sammenholdt med karakterernes opførsel hidtil. Et lidt mere vægtigt kritikpunkt end at kunne regne plottet ud, vil jeg mene, men den slags er naturligvis individuelt.

Uanset hvad er Hun var velkommen en roman, som kræver en læser med stærke nerver. Du vil aldrig se på din familie og din bedste veninde på samme måde igen!