De, der gæster Kapellet jævnligt, vil måske undre sig over at nærværende anmelder frivilligt har kastet sig over en, ifølge pressemeddelelsen ”feministisk roman”, der foregår i Polens hovedstad. Til gengæld har romanen et omslag, der ligner en tegneserie og et løfte om at romanen Slagsøstre ville byde på masser af vold. Derfor var anmelders nysgerrighed straks vakt. Heldigvis for det, for det skulle vise sig at være en både sær men også meget fin læseoplevelse.

I Slagsøstre følger læseren en række kvindelige hovedpersoner. De lever alle ret forskellige liv, men fælles for dem er, at de reagerer prompte, ofte i flok og altid med vold, hvis de ser andre kvinder blive ydmyget, mishandlet eller selv er ved at blive ofre for klamme mænds tilnærmelser. Selvfølgelig vil det nemmeste være at tilskrive denne opførsel en total mangel på god opdragelse, men der opstår også en sær tilfredsstillelse ved at læse om kvindernes voldsomme eskapader, for lige som i en vellykket selvtægtsfilm, så opstår der en sær tilfredsstillelse, når man oplever en række klamme douchebags få som fortjent.

Nu kunne det muligvis lyde som om dette blot var en bog, der handler om en flok veninder, der smadrer mandspersoner, men fortællingen byder også på mange andre facetter. Dels er der hovedpersonen Halina, der venter sit første barn med en mand, der er blevet myrdet af ukendte gerningsmænd. Vi følger hende ind på kirkegården for at tænde et lys, men ikke uden at forfatteren først har informeret læseren om den industri, der står for produktionen og salget af disse lys. På lignende vis giver Chutnik hele tiden kommentarer til tingenes tilstand (i Polen), nogle muligvis reelle, andre med garanti ganske overdrevne, men alle sammen virkelig underholdende og læseværdige.

Selv om man som læser præsenteres for en række kvindeskæbner, er Halina den figur, der kommer til at stå stærkest. Selv om der er en masse småfortællinger, tegner der sig også cirka halvvejs gennem romanen et egentligt handlingsspor, der gør at vore kvindelige hovedpersoner får et fælles mål. De bliver ad omveje gjort opmærksomme på at der bor en virkelig styg bolighaj i nærområdet. En fyr der hører til de helt store forbrydere i hovedstaden. Han bruger vilde gangstermetoder til at drive folk fra deres hjem, så han kan overtage deres bygninger, rive dem ned og på den måde tjene styrtende med penge ved at genopføre bygninger på de grunde han overtager. Det er til gengæld ikke helt ligetil at komme tæt på sådan en skurkagtig antagonist, for er man forhadt, har man også sikret sig mod sine modstandere. Pigerne må derfor lægge en snedig plan i forsøget på at få bugt med deres fælles fjende.

Til at starte med virker Slagsøstre som en roman, der er forholdsvis fragmenteret, men i trit med at læseren lærer figurerne at kende og måske samtidig finder de særligt polske referencer fascinerende, så er det som om romanen tyknes og samler sig til en lækker stuvning bestående af kulturkritik, vold og meget mere, der gør at den ene side lynhurtigt tager den næste.

Slagsøstre er ikke nogen lang roman og den er hurtigt læst. Ikke alene på grund af dens underlige sammenblanding af polsk hverdag, action og samfundssatire, men også fordi såvel sproget som fortællingens opbygning er meget fascinerende. Det er også fascinerende hvordan Chutnik får afrundet sin fortælling på, men mere skal selvsagt ikke afsløres hér.

Bogens hovedpersoner er langt hen af vejen en flok kvinder, som man på én gang har let ved at føle med men som samtidig ved deres handlinger også kommer til at fremstå som antihelte, der moralsk set er ganske anløbne. Det er dog ingenting i sammenligning med den boligspekulant, de gerne vil have ned med nakken. Desuden er der imellem alle voldsoptrinnene og kommentaren til hverdagslivet også scener i romanen, der er reelt rørende. Så vær forberedt på en emotionel rutchebanetur.

Slagsøstre er på denne led et spændende bekendtskab. Den er både velskrevet, underholdende og så leverer den flere af de ting omslaget lover læseren. På omslaget nævnes, i et citat fra en polsk anmeldelse, Quentin Tarantino, men ud over at have stærke kvindelige hovedpersoner i romanen, så er det altså lidt svært at se sammenligningen.

Som en sidste kommentar kan nævnes, at bogen byder på et efterskrift leveret af oversætter og redaktør Christian K. Vinther. I dette giver sig til nærmest at analysere det læste for læseren. Det har undertegnede ikke rigtigt stødt på før, men det er faktisk nogle fine observationer, han kommer med, som enkelte læsere sikkert også vil kunne drage gavn af. Kort sagt, så er det i al fald ikke sidste gang undertegnede læser en bog af Sylwia Chutnik, for hun er et meget spændende litterært bekendtskab.