De fleste kender Liza Marklund som krimiforfatteren bag bøgerne om journalisten Annika Bengtzon. I Sort Perle er Stockholm skiftet ud med en ø i Stillehavet og hovedpersonen, Kiona arbejder som perledykker på familiens perlefarm. Det lyder som det rene idyl og det er det også i rigtig lang tid, faktisk så lang tid, at man helt kommer i tvivl om der overhovedet sker andet end familieliv og perledykning – men selvfølgelig gør der det.

En dag forliser en båd og en svensk mand bliver redet i land. Han er meget slemt tilredt men Kiona og hendes mor, der er øens sygeplejerske, tager sig af ham. Erik, som manden hedder, kommer langsomt til sig selv og han og Kiona forelsker sig i hinanden. Erik tager del i livet på øen og har slet ikke travlt med at vende tilbage til hvor end han kommer fra. Efter fire år på øen dukker der nogle mænd op for at hente Erik mod hans vilje. Da han ikke vender tilbage beslutter Kiona sig for at rejse ud for at finde ham. Det bliver starten på en vandvittig rejse efter en mand, hun måske slet ikke kender.

Jeg er stor fan af bøgerne om Annika Bengtzon og havde en forventning om at Sort Perle sikkert ville minde om krimiserien i tempo og stil, men det gør den bestemt ikke. I Sort Perle tager Marklund sig virkelig god tid til at skildre livet på stillehavsøen – madretter bliver beskrevet og der bruges lang tid på indbyggernes relationer – rigtig lang tid. Men fortvivl ej, da Kiona endelig rejser ud for at lede efter Erik kommer der virkelig gang i sagerne.

Erik er ikke den nemmeste mand i verden at finde og Kiona må både en tur til USA, England og Skandinavien. Undervejs støder hun på mange forskellige mennesker – nogle er imødekommende og hjælpsomme, andre er ved at slå hende ihjel.

Som man måske kan fornemme, er jeg ikke helt oppe og ringe over Sort Perle. Begyndelsen af romanen er simpelthen for langtrukket og da den så endelig tager fart, bliver romanen til tider utroværdig og i flere tilfælde er plottet svært at få øje på. Hovedpersonen Kiona er en meget nuanceret karakter, der gennemgår en enorm udvikling i løbet af romanen. Hun er bestemt ikke et kedeligt bekendtskab, men det er lige så meget de karakterer hun møder på sin rejse, der gør romanen værd at læse. F.eks. møder hun Clay i LA som huser en flok mennesker som samfundet har opgivet. Clay eller Frank eller Rita eller hvad han/hun nu hedder er et virkeligt interessant bekendtskab som jeg sagtens kunne læse mere om. I min optik er det lidt uheldigt når bipersoner går hen og bliver mere interessante end hovedpersonen.

Måske er det ikke fair at sammenligne Sort Perle med Annika Bengtzon-bøgerne for i Sort Perle afprøver Liza Marklund et nyt tag på krimigenren og det skal hun have ros for, for det er ikke nemt at komme efter så stor en succes som Annika Bengtzon-bøgerne er. Der er dog meget langt igen for at Sort Perle kommer op på siden af Bengtzon-bøgerne, men har man aldrig læse om Annika Bengtzon, er Sort Perle en udmærket krimi, som man sagtens kan kaste sig over. Det kræver lidt tålmodighed at komme i gang med den, men når den så tager fart, ja så går det som nævnt stærkt.