I øjeblikket kæmper forskellige typer af forargelse og krænkelse med hinanden. Den ene type giver udtryk for følelser af krænkethed overfor forskellige tildragelser. Man kan blive krænket over noget, man opfatter som en nedgørelse af ens kultur eller identitet. Den anden type er forargelsen over, at nogle andre giver udtryk for at føle sig krænket. Disse to typer af reaktioner på omverden står så og vekselvirker i medierne uanset om de er sociale eller ikke.

De mange og hede debatter om krænkelser og om, hvorvidt det er berettiget at føle sig krænket i konkrete tilfælde, kan virke meget trættende og meget let afspore en vigtig dialog om, hvordan vi kan indrette os sammen og give så meget plads som muligt til hinanden og de forskellige fællesskaber, vores samtid består af.

Man fornemmer, at det er en reaktion på de mange debatter om krænkelse, der har fået Christina Hagen til at skrive bogen Korrekthedsbibelen, der er en samling småtekster, der alle har krænkelse og overskridelse som sit omdrejningspunkt.

Den første tekst lyder: ”Venligst lad Deres skinny Jeans forblive i Deres Klædeskab (bryd Dem ikke om at være en omvandrende Reklame for Spiseforstyrrelser)”. Denne tekst er grundformen for alle de mange tekster. Alt hvad man gør kan med en forskydelse af kontekst opfattes som en krænkelse af nogen. At være slank og gå op i sin figur krænker kan opfattes som krænkelse og anklage mod de tykke og overvægtige. Omvendt er overvægt en hån må de, der ikke har råd til at frådse i mad.

Dette mønster kan gentages og forstørres ved at inddrage alle typer af modsætninger eller forskelligheder: ”Tager De hensyn nok til Hvidløgene, når De planter Rødløg?”

Genren er satire gennem forstørrelse og overdrivelse, og i Korrekthedsbibelen varieres mønsteret et par hundrede gange med lidt forskellige typer af ”gode råd” og ”anklager”. Henvendelsesformen er direkte til et ‘De’, men samtidig er det tydeligvis en skrevet henvendelse, så genren ligner mest af alt et brev eller notits henvendt direkte til den krænkende, som her må forstås som læseren.

Gennem anvendelse af henvendelsen med ‘De’ og navneordene skrevet med stort gives der udtryk for, at den krænkede holder fast ved en forældet moral, og således antydes det, at læseren også placeres i den krænkedes position. Som læser er man både krænker og krænket.

Nogle af teksterne er ret morsomme, som når det at bære vindjakke bliver til en livsform, der ikke tåler modstand, og på den måde krænker liv og mangfoldighed: “Kan De slet ikke klare Tanken om en Rugkiks eller anden Modstand i Deres Hals? Er De til Billedbladet snarere end Habermas og Foucault? Diarré oftere end Forstoppelse?”

Bogen er skrevet på en særlig energi, en særlig indignation over debatter om krænkelse, og på den måde er det et sjovt koncept. Men for det første kan de mange tekster ikke bære at blive samlet i en bog. Dertil er de for ens og for gentagende i deres form og indhold. Det er muligvis en pointe, men som læser bliver læsningen faktisk uinteressant. Som små notitser i en daglig avis, ville de måske fungere, men ikke samlet i bogform.

Desuden er der ikke tilstrækkelig bid i de mange tekster. Læseren bliver faktisk ikke ramt. Tekstens univers forbliver i det hyggeforargede, og den distancerende form med en ældre stavemåde og henvendelsesform giver en yderligere distance.

Jeg fik et par smil ud af bogen, men mest af alt var det en temmelig kedelig læseoplevelse, og jeg føler mig krænket på min smag og mit intellekt af denne udgivelse.