Vejen til helvede er som bekendt brolagt med dårlige undskyldninger, og det er bestemt ikke ond vilje, der har gjort, at den lille perle som Krølle og Puha – den belgiske sliksamling er ikke bliver anmeldt før nu. Bogen udkom i oktober 2018 og nærværende skrivekarl havde ellers planer om at få den ekspederet i god tid før jul.

Anmeldelsen skulle indeholde en anbefaling, der kunne informere alle forældre, bedsteforældre, oldeforældre, lærere, speltmødre, læsevejledere og andet godtfolk om, at det er netop denne bog, de skal købe, pakke ind og lægge under juletræet til alle de børn, de kender, både de børn, der er små flittige læseheste og måske især de, der aldrig rigtigt har fundet læsning sjovt. For man skal være gjort af et meget kedeligt, beige-grå materiale for ikke at synes at Krølle og Puha er vild morsom.

Selv om vi nu for længst er færdige med den første måned i 2019 og både jul og nytår for længst er overstået, så forekommer ovenstående anbefaling jo lidt hul. Omvendt set, så er der hermed givet tilladelse til at bogens ophavsmænd - både Hr. Riising og ikke mindst Hr. Bigum, der har leveret de mange morsomme tegninger til udgivelsen, eventuelt kan klippe ovenstående udsagn ud og plastre det eller dele af det på bagsiden af andet oplag af bogen, for man skal jo tænke på at det snart er jul igen. Er det ikke noget med at butikkerne allerede begynder at pynte op om et par måneder?

Nuvel, det har slet ikke nødig at være jul, for at man kan nyde bogen. Den handler jo ikke engang om jul. I stedet handler det om de to venner Krølle (det hedder han fordi han har krøller) og Puha (og det må du selv læse bogen for at finde ud af, hvorfor han hedder), der finder ud af, at der sker noget meget skummelt på deres skole.

Kapellet vil selvfølgelig heller ikke afsløre, hvad det hele har med Belgien eller en sliksamling at gøre, men kan godt løfte sløret for, at der er en megaond pingvin med i historien. Den kan man jo se på bogens forside. Der er sikkert nu læsere, der vil hævde, at anmelder ikke har orket at læse bogen, men alene bedømmer den ud fra omslaget, hvilket man ifølge det engelske ordsprog ikke bør. Det må selvfølgelig være helt op til dig, ærede læser, at vurdere, men hvis nu det var tilfældet, hvordan kan det så forklares, at vi her på Kapellet ved at man i løbet af læsningen både skal trykke på knapper og ved at Krølles far, der bestemt ikke vil være med i bogen, er en meget venlig mand?

Antager vi at Kapellets udsendte har læst Krølle og Puha – den belgiske sliksamling så kan man skråsikkert skrive, at det er en bog, der er hurtigt læst, fyldt med en masse gakkede indfald, og at disse ting er labert krydret med Hr. Bigums sprøde tegninger. Det er ikke kun selve historien, der er morsom, det er også den måde, som forfatterne leger med selve bogformatet på. Kan man eksempelvis ikke lide den første slutning, så er bogen også forsynet med en mere lykkelig udgang på det hele, som sikkert vil appellere til alle de, der ellers ville have spist sig en pukkel til i tudekiks.

Her på Kapellets sider har vi tidligere med stor begejstring læst Hr. Riisings fortællinger fra Skovlunde Bytorv (bøgerne om Karmaboy - red), men for de unge læsere, der måske finder dem lidt for stor en mundfuld at gå i gang med, er den forholdsvis korte og rigt illustrerede fortælling om Krølle og Puha et virkeligt fint alternativ.

Kort sagt, så er både bogens legende stil og tossede historie lige præcis det, man ønsker at en børnebog skal besidde. Den rummer en smittende, gakket form for humor, og det eneste minus er, at man alt for hurtigt når frem til slutningen. Heldigvis kommer der allerede i april måned 2019 en ny bog i serien, og så må vi se om Kapellet når at anmelde to’eren inden det bliver jul igen.